Nyt uniformssystem rygter

Så er de 4 forskellige prækvalificerede producenters uniforms systemer udleveret til testfasen.

Som en kollega sagde: “Det ligner jo sådan noget rigtigt outdoor tøj. Utroligt, at det har taget Forsvaret så mange år, at finde ud af, at vi rent faktisk opholder os meget ude i naturen.”

Da jeg så havde grint lidt af det, begyndte jeg at kigge lidt nærmere på de billeder, som der var udgivet på henholdsvis FMI’s side og på “Krigerens” artikel.

FMI skriver selv, at dette store projekt har tiltrukket de helt store spillere på markedet i uniformer. Så er det store spørgsmål jo så hvem de er?

Jeg har bemærket nogle ligheder med eksisterende producenters kollektioner af tøj, som naturligvis kan være passet lidt til, så de passer til militært brug. Jeg knytter et par kommentarer til hver enkelt af de viste 4 kollektioner.

NCU 1:


Bukserne på NCU 1 ligner noget fra Norrøna Finnskogen kollektionen. Jakkerne ser ud til at kunne udvides i brystregionen hvis man har patter. Godt for kvinderne og os godt polstrede mænd 🙂

Opdatering: Eller også er det en måde at tilgå sin udrustning på platecarrier under jakken eller ventilere. Interesant.

——

NCU 2:

NCU 2: Interessant med en asymmetrisk lynlås ved halsen og hætten på jakken. Desværre lader det til at hætterne kan tages af og der er en masse velcro overlapning. Lynlåsene til brystlommerne helt inde ved midten af jakken. Nej, ikke fan. Lårlommerne på bukserne på NCU 2 er jeg ikke fan af. Hvis man putter meget i dem og det sidder foran på låret, så bliver det træls at gå med og ligge ned på jorden med. Men jeg kan godt se hvorfor de var nødt til at lave dem sådan, da der sidder en lynlås på siden af benet.

——

NCU 3:

Hele snittet på uniformen NCU 3 og knapperne, lommerne og hætten ligner noget fra Arcteryx LEAF kollektionen. Personligt havde jeg gerne set brystlommernes åbning vende ud af, som på den gamle Paraclete SOF BDU istedetfor, men de er flade og skråvendte i det mindste. Krigeren har et billede af en kvinde med en skaljakke på og hætten oppe. Det ligner også til forveksling Arcteryx design.

—–

NCU 4:

NCU 4 er så lidt jokeren, jeg har virkeligt ingen ide om hvem producenten kunne være. Knæpuderne i lige den version, syntes jeg ikke jeg har set før. Det jeg gerne ville se var at lynlåsene på brystet, var ude i siden istedetfor inde imod midten ved lynlåsen. At komme ind i sådanne lommer er noget møg med en platecarrier på.

Generelle observationer:

Hætter ser ud til at kunne lynes af. Ikke fan. Faste hætter er bedre. Tilgengæld lader de til at være dejligt store.

Det lader til at der ihvertfald er kampskjorter med, det kan man se på de billeder “Krigeren” har lagt op. Lur mig om de ikke ligner Arcteryx…

Bukserne lader alle til at have plads til knæpuder, enten internt eller semi-eksternt. Alle bukserne er designet til at gå helt ned over støvlerne. Det bliver de, som går meget op i parader og bukser stikket ned i støvlerne, nok ikke fan af. Men jeg er fan.

Brystlommer på jakker: Hvis man ikke kan komme til disse brystlommer, når man har sin TYR platecarrier på, hvad er så meningen med at have dem? Er det en kampuniform eller er det en uniform, som skal se pæn ud hjemme i garnision? NCU 3 er den kollektion, ud fra de frigivne billeder og lidt spekulation, som er den eneste som forsøger at takle dette problem. Dets lommer er vinklede. I mine øjne bare den forkerte vej. Paraclete lavede for ca 20 år siden denne udgave af en tynd kampjakke til brug under en platecarrier. Rigtigt vinklede lommer.

Paraclete SOF BDU:

Bemærk at lommerne på denne Paraclete SOF BDU er vendt udad, så man kan komme til indholdet i lommerne fra siden, når man har sin platecarrier på. Stadigt det bedste design, hvis man ikke har en kampskjorte på, altså.

Opdatering: NCU 1 forsøger muligvis også at løse problemet via de lynlåse på siderne af brystregionen. Interessant.

Siden hen er kampskjorterne så kommet til og måske er en tynd kampjakke i dag ikke så relevant i en ørken eller et tempereret klima, hvor man bærer beskyttelsesvest hele tiden. Men i en jungle, hvor man ikke bærer beskyttelsesvest, fordi man ville overophede, så ville den være relevant og til garnisions brug om sommeren naturligvis.

Så måske NCU 3 (*host* Arcteryx LEAF *host host*) alligevel har ramt plet.

“Vi gør op med lag på lag-principet” – Æh nej. I gør op med et forældet tøjsystem, hvor man skulle have 7-8 lag på, af materialer som var uegnede, for at holde varmen, når det rigtigt blev koldt. Producenterne benytter sig alle af lag på lag princippet. Men det er den rigtige måde at lave sine lag på lag-system på, med de rigtige materialer, så de kan tilpasses til hvilke opgaver eller vejrlig man kan komme ud for.

Nu er det så tid til at slippe rygterne løs.

Opdatering: Crye Precision ER med iblandt de 4 test kandidater.

Jeg har hørt Arcteryx, Carinthia, Fjellraven, Norrøna, Crye Precision, Outdoor Research og Patagonia nævnt, som værende iblandt de 4.

Rygter fra Rygters Bureau vil vide at det drejer sig specifikt om de første 4 jeg nævnte. Jeg kender ikke svaret, da jeg ikke har set andet end de frigivne billeder og vil derfor ikke være påståelig og sige, at dette er korrekt, men det er rygterne.

Arcteryx, fordi det ligner til forveksling noget fra deres LEAF kollektion.

Carinthia, fordi vi allerede har nogle af deres produkter, så de er nok prækvalificeret.

Norrøna og Fjellraven fordi de er nordiske firmaer som lave knaldgodt outdoor tøj.

Tag det for hvad det er, rygter på en fredag aften, godt spædet til med god fransk og belgisk øl.

Hvis nogle af jer har noget konkret, så send det endeligt til mig, jeg er altid nysgerrig.

God weekend!

Links til FMI’s oprindelige indlæg:

http://www.fmi.dk/nyheder/Pages/Nytnordiskkampuniformsprojekterg%C3%A5etinditestfasen.aspx

H&K Taktisk Medicin + Steele Foundation ITG4

H&K Tactical Medicine kurset forgik i San Diego, Californien.

Jeg landede i Los Angeles efter det var blevet mørkt og fik fat i en lejebil. Derefter satte jeg kursen imod syd i retning af San Diego.

Jeg fandt et skummelt, men billigt motel i Chula Vista og fik et værelse og gik i seng.

Næste morgen var det så imod San Diego Politiets trænings center, som lå oppe i noget bakket terræn i nærheden af et stort fængsel.

Kurset var beregnet på personer, som skulle ind i den taktiske verden og virke som udvidede førstehjælpere, medics eller læger.

Et kursus, som jeg havde udtænkt, kunne give mig en værdi standard, som en evt. rekrutterings agent kunne sige god for.

Det er lidt en ukendt størrelse at sige, man er uddannet fri sygehjælper i det danske forsvar, så det var min bagtanke med at tage dette kursus.

Alt i alt var det et ok kursus, men jeg følte egentligt ikke jeg lærte noget nyt. Jeg havde forinden i foråret været på et Taktisk Medicin kursus og noget PHTLS i Forsvaret, som blev afholdt i Oksbøl.

Det var i hvert fald ligeså godt, som det de havde sat op i USA.

Det eneste jeg rigtigt lærte var, at hvis man opdagede, at man var i gang med at storme et Methamfetamin laboratorium, så skulle man skynde sig ud, fordi hele lortet kunne springe i luften og luften var giftig. Breaking Bad var endnu ikke kommet ud på dette tidspunkt.

Baglæns ud igen, hvis man så sådan noget.

Der var en del skydning også, samt noget indtrængning og rumkamp for SWAT hold, som størstedelen af de folk på kurset ville få brug for, da de enten var eller blev medics på et sådant hold. Eller allerede var på et hold og skulle være den designerede medic fremover. Så der var folk fra alle mulige hjørner af den amerikanske politi og de føderale enheder også.

Masser af FX rumkamp

Jeg mødte på kurset også nogle folk, som jeg havde snakket lidt sammen med på internettet, på et forum for ligesindede krigere og vi tog i byen og så seværdigheder i San Diegos natteliv om aftenen.

En af dem var læge og den anden var Physicians Assistant og de skulle til Irak i løbet af året med den amerikanske hær, så de sugede alt til sig med våben og skydning, som de kunne.

Læge som skulle til Irak senere

En anden var SWAT gut fra Santa Fe og da vi lige skulle forbi mit motel på et tidspunkt, spurgte han, hvordan jeg turde bo sådan et sted?

Jeg spurgte, hvad han mente med det?

Han fortalte så, at der var bande grafitti overalt og hvad de forskellige tegn, som var malet på stakittet, som omgav motellet betød og hvilke bander de tilhørte. Motellet havde åbenbart en klar tilknytning til en af de værste bander.

Den næste morgen og fremover, sørgede jeg for at intet af mit taktiske grej var synligt, når jeg bar tasker og tøj ind og ud af mit værelse til bilen.

Tøsen i receptionen var dog rimelig sød og smilende, da jeg checkede ud senere på ugen.

Der var også Keith, en SEAL fra Seal Team 3, som holdt til i Coronado ved San Diego, som jeg kom godt ud af det med.

Keith på skydelinien

Da han en regnfuld dag på skydebanen, så min udleverede regnjakke M/96 fra Forsvaret, som jeg havde taget med derover, så spurgte han om han ikke lige måtte se den. Jeg tog den af og gav den til ham.

Han bogstaveligt talt rev den ud af mine hænder og holdt den ind til brystet og sagde at den jakke ville jeg aldrig få tilbage. Den ville han have, koste hvad det ville.

Jeg spurgte, hvad han havde at bytte med.

Han åbnede bagsmækken på hans pick up og sagde, tag hvad du vil have. Jeg så en masse godt grej der, blandt andet en helt ny beskyttelsesvest af mærket Eagle CIRAS, i farven Ranger Green, som jeg rørte lidt ved.

Den ville han dog ikke gå af med, han havde lige hentet den nede på basen i Coronado tidligere om morgenen og det var den nye SOCOM standard udleverede beskyttelsesvest og han ville nok få lidt ballade, hvis han allerede om aftenen manglede den.

Men så tog jeg hans hjelm istedetfor, en model Gallet TC-2000, som sad noget bedre på hovedet end den vi havde udleveret i Forsvaret gjorde. Den havde han haft med i Afghanistan på Operation Enduring Freedom i 2001-2002 ved Task Force Kabar hvor også danske Jægere og Frømænd var med.

Han var lidt øm over at skulle af med den, men sådan var tingene nu engang. Da jeg kom hjem, måtte jeg selv betale erstatningen for regnjakken, som var omkring 900kr, sådan kan det jo gå.

Efter endt kursus dag, tog han mig med ned til Tactical Assault Gear’s forretning, som lå i Coronado, da han mente jeg skulle møde hans makker, Chris Osman.

Gruppefoto med nogle af de andre kursister.

The Steele Foundation – International Training Group – Executive Protection Agent Course

Efter en uge i San Diego, fløj jeg til San Francisco til The Steele Foundation International Training Group, livvagtskursus. Det varede i alt 12 dage og omhandlede alt, hvad man kunne forestille sig en livvagt grundlæggende skulle kunne.

Man kan altid putte mere og mere på og gentage ting, men jeg syntes det meste var rigtigt godt dækket ind her på dette kursus.

Det foregik på Alameda County PoliceTraining Center og vi boede på et hotel i nærheden.

Jeg blev indkvarteret med en gammel Navy Corpsman, en Corpsman er i bund og grund en meget udvidet førstehjælper fra det amerikanske søværn, som blev afgivet til Marinekorpset til kampopgaver.

Instruktørerne der havde lang erfaring indenfor jobbet og chef instruktøren var headhuntet fra US Armys livvagt skole i Fort Leavenworth og var ham, som havde lavet kursus beskrivelsen og havde lavet livvagts manualen for US Army skolen.

De andre instruktører havde alle en solid baggrund indefor personbeskyttlse, med klienter som f.eks Bill Gates, Henry Kissinger, Haitis tidligere Præsident Aristide og mange andre.

Et par af dem havde været i Irak, som livvagter for blandt andet Steele Foundation og Triple Canopy.

Det var nok det mest professionelle og gennemførte kursus jeg havde oplevet på dette tidspunkt. Lange dage, der som regel blev afsluttet med en tur på Hooters med alle elever og instruktører.

Kørselsdelen som var på kurset var fantastisk. Alt foregik i både dagslys og mørke, angreb med paintball på ruderne, for at simulere splinteret glas.

FX øvelser med UTM ammunition indgik regelmæssigt. Computer simulationer, hvor man kørte i deres politibil simulator, blandet med AI biler og instruktørerne som jagtede os, hvis de så nogle mistænkelige biler kører rundt.

Der blev smadret nogle udlejningsbiler ved en øvelse om aftenen, det røg vist bare på forsikringen.

Efter 10 dage var der en 2 døgns praktisk øvelse, hvor vi havde nogle klienter, som vi skulle passe på og servicere i alle mulige og umulige situationer. Det var spændende, lærerigt, hårdt arbejde, stressende og sjovt. Det hele udgik i centrum af San Francisco.

På et tidpunkt skal en gut ved navn Matt og jeg så eskortere 2 kvinder rundt i downtown San Francisco og de går selvfølgeligt ind i en Victoria Secrets forretning for at se om de kan hylle os ud af den. På et tidspunkt siger Matt så køligt til dem, at det havde han allerede prøvet med en rigmands 16 årige pige han skulle passe på. Hun prøvede dog alt muligt frækt undertøj på dengang og poserede for ham og spurgte om hans mening. Så med mindre de havde tænkt sig at gøre det for ham, så havde han allerede klaret sådan en situation. De forlod butikken og vi fulgte ind i et stort butikscenter.

Der blev det interessant. Lige pludseligt, var der et større livvagts team som også kom derind. De var på en reel opgave og de var alle asiater. Vi hilste pænt på hinanden. Når man ved hvad man skal kigge efter, er livvagtshold utroligt nemme at udpege, hvis man ikke gør meget for at skjule det.

Derefter var de sidste 2 dage ren skydning, kun pistol, både på almindelig skydebane og fra kørende bil, handlebaner og mørke skydning også.

Vi sluttede af med US Department of State’s kvalifikationsskydning for livvagter. Jeg skød maximum point og var godt tilfreds med det. Nå ja, det gjorde ca. 80% af de andre jo også. Den var ikke så svær.

Det bedste ved kurset var, at jeg mødte nogle folk, som senere ville sige god for mig, da der skulle bruges folk til et job i Irak.

Efter kurset var overstået, var min tid på civil uddannelse i USA også overstået. Så jeg tog flyveren hjem til Danmark. Dette var midt i November 2004.