Om admin@tactical.dk

Kriger af hjertet

Min påklædning til koldt vådt vejr

Tænkte jeg ville dele mine erfaringer på dette område.

Det har nu groft set regnet uafbrudt i et halvt års tid nu.

Jeg ejer ingen bil mere og kører motorcykel hele året rundt og har gjort det de sidste 3 år. Jeg har 30 km på arbejde, så jeg har kørt en del i regn og stormfuldt vejr de sidste par måneder og jeg har endnu ikke frosset eller været gennemblødt, når jeg kom frem og ja, jeg kører som regel i uniform til og fra arbejdet.

For nogle år siden tog jeg en beslutning om, at jeg aldrig ville være kold og våd igen. Desværre er det ikke altid helt lykkedes at leve op til det, men kun fordi jeg nogle gange har været tvunget til at bruge visse udleverede uniformsdele.

Jeg opgav sådan set den udleverede kampuniform om vinteren for mange år siden. Bomuld er ikke godt, når det er koldt og vådt.

Sommer uniformen bruger jeg, så snart vejret tillader det, men den alm. kampuniform bruger jeg kun, hvis det er strengt nødvendigt.

Ok, jeg render ikke rundt ude i terrænet og kaster mig ned i alt muligt lort med mit grej på mere, men det har jeg nu gjort i tilpas mange år, så tag det her for hvad det er.

Underbeklædning:

Tættest på huden er som regel noget merino. Enten det udleverede Aclima eller noget tyndere fra Devold eller det udleverede sandfarvede korte undertøj. Det kender i, så ingen billeder her.

Mellembeklædning/isolerende lag:

Arcteryx LEAF Atom LT Jacket

Min mellembeklædning er 90% af tiden en Arcteryx LEAF Atom LT jakke i Crocodile farven.

Det er nok et af de mest alsidige og brugbare stykker tøj, jeg nogensinde har investeret i. Da der ikke er hætte på den, så passer den ind under alle jakker jeg normalt bruger, uden man ender med at ligne Quasimodo.

Den er tilpas tynd, til at man ikke overopheder og siderne på kroppen af den, er strækfleece, så den ånder fænomenalt. Jeg bruger den både indenfor, som udenfor.

Den har jeg nu haft i 3 år og den holder nok et års tid endnu, så er det Coreloft isolering færdig.

Så jeg er på udkig efter en afløser til den og har kigget lidt på Helikon-Tex Wolfhound. Jeg kender en, som har den i Camogrom sløring, som passer til Multicam. Han er glad for den og den har samme type stræk ved håndleddene som Atom LT.

Helikon-Tex benytter Climashield isolering, som Arcteryx LEAF i deres nye generation af jakker også er gået over til og prisen er omkring halvdelen af Arc LEAF, så det tæller også lidt.

Snugpak Sleeka:

For de dage, hvor jeg er en ynkelig lille frostknude, eller der er 0 til -8 grader, så har jeg en tykkere dynejakke fra Snugpak.

Jeg har faktisk 2 af de Snugpak Sleeka jakker. En i grøn, som jeg købte i 2001 i en Engelsk NAAFI store i Kosovo. Så den er 19 år gammel nu og den holder stadigt…19 år efter.

Den reddede mit liv i vinteren 2001-2002 på en bjergtop i Kosovo, hvor vi lå i nogle dage i bivuak og legede skjult observation imod et objekt og det begyndte at fryse og sne den første aften og holdt ved. I min ufattelige visdom havde jeg kun taget den tynde balkan jakke med som yderpåklådning, da vejret indtil da havde været godt. Hvis jeg ikke havde haft den Sleeka jakke med, havde jeg været miserabel hele tiden.

For et par år siden, købte jeg så en i Multicam også, bare for at være med på moden.

Med hensyn til pris/kvalitet ratio er Snugpak Sleeka et fantastisk produkt.

Eneste punkt på den, som trækker lidt ned, er afslutningen ved håndleddene.

Jeg har svært ved at retfærdiggøre overfor mig selv at investere i en Arcteryx LEAF Cold WX jakke til 3.500kr-4.500kr, eller en Carinthia MIG etellerandet, når min gamle grønne Sleeka fra 2001 stadigt holder og koster ca. 600-700kr fra ny.

Men hvis jeg vandt i Lotto, så stod den på fuld LEAF setup. Man er vel en Gucci grejluder 😉

De to Snugpak Sleeka jakker jeg har, er i strørrelse XL. Jeg kunne nok passe ind i en L, men med en XL, kan jeg tage den ude over kampjakke og vest og lukke den og holde varmen.

Jeg brugte dette i Kosovo, hvor man kunne stå i flere timer på et checkpoint om natten om vinteren for at holde varmen. I Irak om vinteren, hvor man stod i et tårn og observerede.

Som Infanterist, at have sådan en isolerende jakke i sin lille rygsæk og tage den på udover, når man har taget et objekt og går i venteposition, før man skal videre er guld værd. Det kan man bare ikke med den lorte fiberpels der er udleveret.

Yderpåklædning/Skal lag:

Det udleverede regntøj, når det regner.

Desværre går det nok ikke at bruge mit Arcteryx LEAF Alpha sæt i Crocodile farven til tjenesten i Lejren og jeg kan ikke retfærdiggøre at betale prisen for det i Multicam, som de vil have for det i PX-Shop.

For et par år siden lavede jeg et opslag og en video om, hvordan man bedst behandlede sit udleverede regntøj eller Gore-Tex generelt.

Men jeg må erkende, at efter jeg havde vasket og genimprægneret regnjakken 3 gange henover efteråret og begyndelsen af december, så gav jeg op og tog ned for at få det byttet på depotet. Jeg sang en klagesang for depotarbejderen og hun forbarmede sig over mig og gav mig et nyt sæt.

Sidste Søndag, 16 Februar 2020, tilbragte jeg dagen ude ved Selager Lade i Oksbøl terrænet, da det stormede og regnede, som om det var en syndflod kombineret med den ondeste Oksbølsky i mands minde.

Regnjakken holdt vandet ude fra overkroppen, men underarmene var våde. Det kan jeg leve med, da det kommer på alle jakker, når man bevæger sig, så kryber vandet op af armene. For at forhindre det i at ske, bør der nok være en gummimanchet, som på en tørdragt og det er nok ikke praktisk.

Regnbukserne har jeg opgivet at få til at holde vand ude. Der er simpelthen lavet for mange indstikshuller, så man kan komme ind til sine kampbukser indenunder, til at de kan holde vand ude. På trods af, at jeg havde et par helt nye regnbukser på, så havde jeg våde ben indenfor en halv times tid. Ord kan ikke beskrive, hvor meget jeg hader designet på de udleverede regnbukser.

Min kollega, som også var der, havde ikke imprægneret sit regntøj og hans Buffalo Shirt indenunder regnjakken var blevet våd igennem regnjakken. Hans kampbukser var også blevet gennemblødte under regnbukserne.

VertX Smock

Strækbart vindtæt åndbart softshell materiale, holder til lette byger, men ikke mere end det.

Hætten har jeg fået den lokale Thai sweatshop syerske til at sy fast. Generelt er kvaliteten af syningerne på denne jakke af tvivlsom karakter og jeg har også fået hende til at fastgøre flere af knapperne. Men der er gridfleece foring i lommerne og hætten til at holde varmen med. Masser af lommer og ventilations muligheder under armene gør denne jakke til en god forår/efterårs jakke.

Arcteryx LEAF Combat Jacket

Når det ikke regner eller det kun er mindre byger, så bruger jeg en Arcteryx LEAF Combat Jacket 90% af tiden. Let strækbart softshell materiale, som ånder og holder vinden ude og let regn. Den er ligeså brugbar med bare en T-Shirt indenunder når vejret er mildere. Ventilations muligheder via lynlåse under armene.

Det bringer os til bukser.

Crye Precision G3 All Weather Field Pants

Om forår, efterår og vinter, benytter jeg Crye Precision G3 All Weather Field Pants, med interne knæpuder for at holde mine knæ varme, når jeg kører frem og tilbage på arbejdet på MC.

De er lavet af noget strækbart softshell materiale og varmere og ånder bedre end de udleverede kampbukser.

Når de bliver våde, tørrer de også hurtigere end de udleverede.

De er dyre, men de er det værd. Fik dem stærkt nedsat for 5 år siden fra USA, fortrød jeg ikke købte flere par dengang.

Arcteryx LEAF Combat Jacket og Atom LT jakke kombineret med Crye Precision G3 All Weather Field Pants er mit daglige go-to påklædning når det ikke er 15+ grader og ned til lidt under 0 grader.

Så den røde tråd her er strækbart softshell materiale, som yderpåklædning, når det ikke er døgnregn, merino og fiber jakke til isolering, Goretex som yderlag til lortevejr.

Lad os se hvad den Nordic Combat Uniform afprøvning ender med.

Jeg har store håb til, at det lykkedes at finde frem til noget, som virker effektivt og er tidssvarende med hensyn til at benytte forskellige lag i forhold til opgaven og ikke bare ende med 7 lag på lag af dårlige materialer, for at være halv våd og rystende af kulde.

Støvle vedligeholdelse

Fandt en video fra Trekitt, hvor de viser hvordan man bedst vedligeholder ens støvler både udvendig og indvendig.

Specielt er det vigtigt med støvler med vandtæt membran som Gore-Tex, som mange af de udleverede støvler i dag har, at få renset selve membranen inde i støvlen.

Hvis man ikke gør det, så fyldes porerne i membranen med stoffer fra ens fodsved og kan dermed ikke ånde mere og ens fødder bliver våde. Mange tror så fejlagtigt, at deres støvler er utætte og Gore-Tex membranen er slidt.

Personligt har jeg aldrig overvejet at rense mine støvler indvendigt og har tidligere tænkt at mine støvlers membran var slidt og støvlerne utætte efter et års tid, hvor det måske nok bare var manglende vask af membranen, som gjorde at ens fodsved ikke kunne komme ud igennem den, der gjorde fødderne klamme.

Så jeg har lært noget nyt og derfor deler jeg lige den her video med jer.

Brillesvin brillesvin

Hinke hinke colabund, du har briller, du er dum. Ha ha ha !

Åh den sang har vi moret os meget med igennem årene i 4/III JDR til at mobbe alle de ungkonser, som brugte briller.

Realiteterne er dog, at mange af os gamle tosser, trods dårlige odds, er kommet op i en alder, hvor vi selv er begyndt at have brug for lidt syns korrigering. *Bummer*

For mig selv begyndte det for et par år siden, hvor jeg til en kontrolskydning med pistol M49 (Neuhausen) spredte mine skud helt atypisk på 25 meter.

Jeg har aldrig været en superskytte på pistol, set i forhold til mit ego 🙂 , men med lidt træning er jeg nogenlunde hæderlig, vil jeg mene. Jeg kunne uden problemer skyde 95-97 point ud af 100 på den gamle K6 Vagtskydning, med flere sekunder i overskud på tidskravet, når jeg var færdig og B- Niveau on any given day.

Ved denne K6 kontrolskydning i 2017, kunne jeg efter de 5 første skud se, at den var helt galt.

Jeg er højrehåndet, så skyder med højre hånd, men jeg er venstre øje dominant. Dette har jeg dog trænet mig ud af for mange år siden, så jeg har altid skudt med højre øje på sigtemidlerne.

Efter de første 5 skud prøvede jeg at kigge på skiven med henholdsvis højre og venstre øje lukket. Skiven stod klarest med venstre øje.

For satan da!!

Næste 5 skuds serie prøvede jeg så at skyde med højre hånd og venstre øje.

Meget bedre samling. Halvering af omkredsen på de 5 sidste skud.

Bestod K6. Alt godt bortset fra synet på mit højre øje.

Så jeg gik til en optiker og fik lavet en sysntest og ganske rigtigt, mit højre øje havde ringere syn end mit venstre.

Jeg var pludseligt på vej til selv at være en af dem jeg havde været med til at håne i årevis, et brillesvin…

Jeg tog et kig igennem mine rødpunktsigter på mine 2 private pistoler og ganske rigtigt, den røde prik var ikke rund mere, men splittet op i flere dele.

Shit, fuck, lort!

Nu var jeg tvunget til at blive et brillesvin.

Fast forward et par år og jeg har, on and off, brugt briller i dagligdagen og til IPSC skydning i civilt regi.

Nu siger sikkerhedsbestemmelserne i Forsvaret, at man skal skyde med sikkerheds udrustning anlagt og det indbefatter handsker og sikkerheds briller med fragmentations beskyttelse.

Jeg har, de sidste par år, siden jeg fik briller, for det meste kun brugt mine synskorrigerende civile briller. Det samme har mine kollegaer. Det nytter jo ikke noget at stå på en skydebane til en kontrol skydning og ikke kunne se skiven eller sigtemidlerne klart, men overholde sikkerhedsbestemmelserne og være “blind”

Jeg fandt for nyligt ud af, at Forsvaret betaler for synskorrigerende indlæg til fragbriller.

Halløj!

Så jeg spurgte på min private FB profil om hvordan man fik fat i sådan noget?

Gå til din forsyner og få en rekvisition og så i Synoptik og få lavet dem.

Medbring dine briller og indsats.

Fedt!

Men så gik der jo taktik i det…

Jeg har jo Oakley M-Frames og har brugt dem eksklusivt siden midt-90’erne, med opgradering når nye modeller var udkommet. Man kan jo ligesågodt se godt ud, hvis man alligevel skal dø på en eller andet himmelfarts kommando. (Udtalt på tysk, lyder det bedre)

Jeg havde, på daværende tidspunkt udleveret et par fragbriller fra Revision. Der var også ESS Crossbow tilgængeligt. Disse 2 modeller er vist omkring 10 år gamle i systemet.

Der er nye fragbriller fra Wiley X på vej ind i systemet, men da jeg gik på depotet i slut November var de ikke til udlevering endnu. På trods af at de papirer jeg havde set, så skulle de havde været indført i 2 kvartal 2019. Depotet i Oksbøl sagde December engang.

Men utålmodig som jeg er, spurgte jeg om de ikke havde de ESS briller med styrke indsats tilbehøret? (I had a cunning plan)

Det havde de, men kun hvis jeg skulle have styrke indsats. Jeg fremviste rekvisitionen og fik brillerne med RX-tilbehør.

ESS er ejet af Oakley og deres styrke indsatser er identiske og kan skiftes imellem de 2 mærker…. Men alligevel ikke med helt ens effekt fandt jeg ud af.

Anyway, jeg fik byttet mine Revision briller til ESS Crossbow med styrke indsats tilbehøret.

Sjovt nok, i ugen efter jeg havde spurgt om dette emne på min private FB profil om denne ESS/Oakley sammenhæng og kom ned på depotet for at få dem udleveret, så havde der været ret mange og spørge efter lige netop ESS brillen, sagde depot folkene. Citat: “Den sidste uge har der været mange og spørge efter ESS brillen specifikt”

Det var alligevel lidt sjovt. Der må være mange brillesvin, som følger mig 😜

Men det er måske lidt sigende for informations niveauet i Hæren. Jeg vidste, at man kunne få skærmbriller betalt, hvis ens job indbefattede at glo på en skærm, men vidste ikke noget ud over dette. Jeg har jo aldrig været et brillesvin.

Anyway, jeg fik, tidligere på året, et par af de Wiley X Vapor briller, som var med i testen og har brugt dem i lidt over et halvt års tid.

De er ok, bedre og lettere end både ESS Crossbow og Revision brillerne. Styrke indsatsten kom med i sættet jeg fik, sammen med klar, mørkt og “orange” skærme og en pals kompatibel taske foret med noget soft fleece agtigt stof og en antidug vådserviet.

Men værende en fashion conscious grej luder som jeg er, var dette ikke brillen jeg valgte at få lavet min styrke indsats til.

Til alle andre som ikke er grejludere og Oakley tilhængere, vent med at få lavet jeres styrke indsatser til Wiley X Vapor brillerne er på jeres depot.

Hvorfor så det?

I bestemmelserne er der nogle krav til overholdelse af nogle specifikke fragmentations ratings.

Oakley overholder disse krav, så alle deres Standard Issue briller, som M-Frames 2.0, 3.0 og Alpha overholder disse (Samt alle de andre i deres SI sortiment)

Men!!!!

Som jeg har fundet ud af, efter jeg fik mine styrke indsatser tilbage fra Synoptik i fredags, så passer disse forskelligt fra ESS til Oakley’s.

Synsfeltet igennem styrke indsatsen er anderledes.

På ESS Crossbow kigger jeg igennem den nederste 1/3 del af glasset men på mine M-Frames Alpha kigger jeg igennem midten af glasset.

Dette er vigtigt, da næse stykket på begge briller skal skiftes ud med det, som hører til RX insert tilbehøret, som kommer med ESS brillen. Der er seperat ESS og Oakley i samme tilbehørspose i sættet fra depotet. Disse næsestykker kan ikke tilpasses dit hovede. De er faste.

Jeg var heldig, at mine Oakley M-Frame Alpha’s (Som jeg havde tænkt mig at bruge istedetfor de udleverede alligevel) passede med det glidende overgang Synoptik mente jeg skulle have, på trods af at jeg havde brillerne med ind til Synoptik i Varde, så ville de ikke se på hverken brillen eller instruktionerne som fulgte med, som havde instruktioner til hvordan brillerne skulle sidde og hvordan glasset skulle skæres.

Så for alle jer andre, som har brug for styrke indsats til fragbrillerne, vent indtil Wiley X Vapor (Til SRS) er på depotet, fordi næsestykket derpå er justerbart.

Se billeder.

ESS Crossbow:

Midt til nederste 1/3 del af glasset, midt i den glidende overgang, alt sløret i sysnfeltet.

Oakley M-Frame Alpha:

Midt af glasset, over den glidende overgang.

Kan se klart på distance og i den nederste del af glasset ting tæt på, som f.eks. mit ur på armen.

Wiley X Vapor L:

Justerbart næsestykke gør at man kan justere brillen så synsfeltet er hvor det skal være.

Nu er der ikke noget styrke korrigerende glas i ESS eller Wiley X brillerne på billederne, men billederne giver et godt billede af at justerbare næse stykker giver mere fleksibilitet og er grunden til at man nok bør vente indtil Wiley X er på depotet, før man får lavet sine styrke indsatser og vil være fremtidssikret, hvis man smadrer eller ridser sine fragbriller.

For os fashion conscious krigere, som hænger til Oakley M-Frames, sørg for at optikeren ser på dig med dine Oakley M-Frames og styrke indsats monteret på, før de laver målingen og glidende overgang i indsatsen.

Skulle jeg gøre det om, vidende det jeg ved nu, så havde jeg valgt at gøre det i de Wiley X Vapor RX Inserts jeg fik givet.

Så tænk lige over det, før i farer ud og får lavet styrkeindsats på Statens regning til jeres fragbriller.

RX tilbehøret til Oakley/ESS kan købes på nettet hvis i har brug for det og depotet ikke har det eller ikke vil udlevere det, fordi i har Revision Sawfly udleveret, men har privat indkøbt Oakleys, fordi de er mere cool (Og det er de)

Hele dette indlæg har fået mig til at tænke lidt over vores eget indtryk af os selv. Men det er vel ok at være lidt forfængelig med, om man ser godt ud i sit grej, ikke?

Det sidste billede ens famile får af en, er vel på rampen af en PMV eller en Heli, inden man dør, så det er vel ok, at man gerne vil se godt ud på sit sidste billede, ikke?

Links:

Authorized Protective Eyewear List (APEL®)

Current as of 2 July 2019

Qualified Products List (QPL) is a list of manufacturers who have had their products examined and tested and who have satisfied all applicable qualification requirements for that product. The QPL for eyewear protection is the Authorized Protective Eyewear List (APEL®). The following eyewear meet Army standards for ballistic protection.

https://www.peosoldier.army.mil/equipment/eyewear/

At følge denne er nok ikke helt galt i byen.

Alle briller på denne liste opfylder kravet jvf Forsvarets bestemmelser til fragmentations ratings.

Tilføjet 14 2325 A Dec 2019

Her et par billeder af det sæt fra afprøvningen jeg fik stukket i hånden:

P320 Sluttest B-Niveau Pistol

Man er aldrig bedre end sit sidste skud.

Fik mulighed for at skyde B-Niveau sluttesten i dag med SIG P320 for første gang.

Den er også blevet ændret siden jeg prøvede den første gang i April 2018 med SIG P210 (Neuhausen)

Da det kom lidt som lyn fra en klar himmel, at jeg fik mulighed for at skyde den, har jeg ikke noget video af det.

Måske jeg kan få det fixet til en anden gang.

Der er flere skud i den nu. 140 imod 125 sidst.

Derfor er point kravet til bestået også rykket op til 210 ud af 280 mulige.

De første 4 skydninger på listen er skudt på første skive, som så blev skiftet ud med 3 stk til den sidste serie.

Resultatet blev 225 point.

Ikke imponerende, men bestået.

God weekend!

Nyt uniformssystem rygter

Så er de 4 forskellige prækvalificerede producenters uniforms systemer udleveret til testfasen.

Som en kollega sagde: “Det ligner jo sådan noget rigtigt outdoor tøj. Utroligt, at det har taget Forsvaret så mange år, at finde ud af, at vi rent faktisk opholder os meget ude i naturen.”

Da jeg så havde grint lidt af det, begyndte jeg at kigge lidt nærmere på de billeder, som der var udgivet på henholdsvis FMI’s side og på “Krigerens” artikel.

FMI skriver selv, at dette store projekt har tiltrukket de helt store spillere på markedet i uniformer. Så er det store spørgsmål jo så hvem de er?

Jeg har bemærket nogle ligheder med eksisterende producenters kollektioner af tøj, som naturligvis kan være passet lidt til, så de passer til militært brug. Jeg knytter et par kommentarer til hver enkelt af de viste 4 kollektioner.

NCU 1:


Bukserne på NCU 1 ligner noget fra Norrøna Finnskogen kollektionen. Jakkerne ser ud til at kunne udvides i brystregionen hvis man har patter. Godt for kvinderne og os godt polstrede mænd 🙂

Opdatering: Eller også er det en måde at tilgå sin udrustning på platecarrier under jakken eller ventilere. Interesant.

——

NCU 2:

NCU 2: Interessant med en asymmetrisk lynlås ved halsen og hætten på jakken. Desværre lader det til at hætterne kan tages af og der er en masse velcro overlapning. Lynlåsene til brystlommerne helt inde ved midten af jakken. Nej, ikke fan. Lårlommerne på bukserne på NCU 2 er jeg ikke fan af. Hvis man putter meget i dem og det sidder foran på låret, så bliver det træls at gå med og ligge ned på jorden med. Men jeg kan godt se hvorfor de var nødt til at lave dem sådan, da der sidder en lynlås på siden af benet.

——

NCU 3:

Hele snittet på uniformen NCU 3 og knapperne, lommerne og hætten ligner noget fra Arcteryx LEAF kollektionen. Personligt havde jeg gerne set brystlommernes åbning vende ud af, som på den gamle Paraclete SOF BDU istedetfor, men de er flade og skråvendte i det mindste. Krigeren har et billede af en kvinde med en skaljakke på og hætten oppe. Det ligner også til forveksling Arcteryx design.

—–

NCU 4:

NCU 4 er så lidt jokeren, jeg har virkeligt ingen ide om hvem producenten kunne være. Knæpuderne i lige den version, syntes jeg ikke jeg har set før. Det jeg gerne ville se var at lynlåsene på brystet, var ude i siden istedetfor inde imod midten ved lynlåsen. At komme ind i sådanne lommer er noget møg med en platecarrier på.

Generelle observationer:

Hætter ser ud til at kunne lynes af. Ikke fan. Faste hætter er bedre. Tilgengæld lader de til at være dejligt store.

Det lader til at der ihvertfald er kampskjorter med, det kan man se på de billeder “Krigeren” har lagt op. Lur mig om de ikke ligner Arcteryx…

Bukserne lader alle til at have plads til knæpuder, enten internt eller semi-eksternt. Alle bukserne er designet til at gå helt ned over støvlerne. Det bliver de, som går meget op i parader og bukser stikket ned i støvlerne, nok ikke fan af. Men jeg er fan.

Brystlommer på jakker: Hvis man ikke kan komme til disse brystlommer, når man har sin TYR platecarrier på, hvad er så meningen med at have dem? Er det en kampuniform eller er det en uniform, som skal se pæn ud hjemme i garnision? NCU 3 er den kollektion, ud fra de frigivne billeder og lidt spekulation, som er den eneste som forsøger at takle dette problem. Dets lommer er vinklede. I mine øjne bare den forkerte vej. Paraclete lavede for ca 20 år siden denne udgave af en tynd kampjakke til brug under en platecarrier. Rigtigt vinklede lommer.

Paraclete SOF BDU:

Bemærk at lommerne på denne Paraclete SOF BDU er vendt udad, så man kan komme til indholdet i lommerne fra siden, når man har sin platecarrier på. Stadigt det bedste design, hvis man ikke har en kampskjorte på, altså.

Opdatering: NCU 1 forsøger muligvis også at løse problemet via de lynlåse på siderne af brystregionen. Interessant.

Siden hen er kampskjorterne så kommet til og måske er en tynd kampjakke i dag ikke så relevant i en ørken eller et tempereret klima, hvor man bærer beskyttelsesvest hele tiden. Men i en jungle, hvor man ikke bærer beskyttelsesvest, fordi man ville overophede, så ville den være relevant og til garnisions brug om sommeren naturligvis.

Så måske NCU 3 (*host* Arcteryx LEAF *host host*) alligevel har ramt plet.

“Vi gør op med lag på lag-principet” – Æh nej. I gør op med et forældet tøjsystem, hvor man skulle have 7-8 lag på, af materialer som var uegnede, for at holde varmen, når det rigtigt blev koldt. Producenterne benytter sig alle af lag på lag princippet. Men det er den rigtige måde at lave sine lag på lag-system på, med de rigtige materialer, så de kan tilpasses til hvilke opgaver eller vejrlig man kan komme ud for.

Nu er det så tid til at slippe rygterne løs.

Opdatering: Crye Precision ER med iblandt de 4 test kandidater.

Jeg har hørt Arcteryx, Carinthia, Fjellraven, Norrøna, Crye Precision, Outdoor Research og Patagonia nævnt, som værende iblandt de 4.

Rygter fra Rygters Bureau vil vide at det drejer sig specifikt om de første 4 jeg nævnte. Jeg kender ikke svaret, da jeg ikke har set andet end de frigivne billeder og vil derfor ikke være påståelig og sige, at dette er korrekt, men det er rygterne.

Arcteryx, fordi det ligner til forveksling noget fra deres LEAF kollektion.

Carinthia, fordi vi allerede har nogle af deres produkter, så de er nok prækvalificeret.

Norrøna og Fjellraven fordi de er nordiske firmaer som lave knaldgodt outdoor tøj.

Tag det for hvad det er, rygter på en fredag aften, godt spædet til med god fransk og belgisk øl.

Hvis nogle af jer har noget konkret, så send det endeligt til mig, jeg er altid nysgerrig.

God weekend!

Links til FMI’s oprindelige indlæg:

http://www.fmi.dk/nyheder/Pages/Nytnordiskkampuniformsprojekterg%C3%A5etinditestfasen.aspx

H&K Taktisk Medicin + Steele Foundation ITG4

H&K Tactical Medicine kurset forgik i San Diego, Californien.

Jeg landede i Los Angeles efter det var blevet mørkt og fik fat i en lejebil. Derefter satte jeg kursen imod syd i retning af San Diego.

Jeg fandt et skummelt, men billigt motel i Chula Vista og fik et værelse og gik i seng.

Næste morgen var det så imod San Diego Politiets trænings center, som lå oppe i noget bakket terræn i nærheden af et stort fængsel.

Kurset var beregnet på personer, som skulle ind i den taktiske verden og virke som udvidede førstehjælpere, medics eller læger.

Et kursus, som jeg havde udtænkt, kunne give mig en værdi standard, som en evt. rekrutterings agent kunne sige god for.

Det er lidt en ukendt størrelse at sige, man er uddannet fri sygehjælper i det danske forsvar, så det var min bagtanke med at tage dette kursus.

Alt i alt var det et ok kursus, men jeg følte egentligt ikke jeg lærte noget nyt. Jeg havde forinden i foråret været på et Taktisk Medicin kursus og noget PHTLS i Forsvaret, som blev afholdt i Oksbøl.

Det var i hvert fald ligeså godt, som det de havde sat op i USA.

Det eneste jeg rigtigt lærte var, at hvis man opdagede, at man var i gang med at storme et Methamfetamin laboratorium, så skulle man skynde sig ud, fordi hele lortet kunne springe i luften og luften var giftig. Breaking Bad var endnu ikke kommet ud på dette tidspunkt.

Baglæns ud igen, hvis man så sådan noget.

Der var en del skydning også, samt noget indtrængning og rumkamp for SWAT hold, som størstedelen af de folk på kurset ville få brug for, da de enten var eller blev medics på et sådant hold. Eller allerede var på et hold og skulle være den designerede medic fremover. Så der var folk fra alle mulige hjørner af den amerikanske politi og de føderale enheder også.

Masser af FX rumkamp

Jeg mødte på kurset også nogle folk, som jeg havde snakket lidt sammen med på internettet, på et forum for ligesindede krigere og vi tog i byen og så seværdigheder i San Diegos natteliv om aftenen.

En af dem var læge og den anden var Physicians Assistant og de skulle til Irak i løbet af året med den amerikanske hær, så de sugede alt til sig med våben og skydning, som de kunne.

Læge som skulle til Irak senere

En anden var SWAT gut fra Santa Fe og da vi lige skulle forbi mit motel på et tidspunkt, spurgte han, hvordan jeg turde bo sådan et sted?

Jeg spurgte, hvad han mente med det?

Han fortalte så, at der var bande grafitti overalt og hvad de forskellige tegn, som var malet på stakittet, som omgav motellet betød og hvilke bander de tilhørte. Motellet havde åbenbart en klar tilknytning til en af de værste bander.

Den næste morgen og fremover, sørgede jeg for at intet af mit taktiske grej var synligt, når jeg bar tasker og tøj ind og ud af mit værelse til bilen.

Tøsen i receptionen var dog rimelig sød og smilende, da jeg checkede ud senere på ugen.

Der var også Keith, en SEAL fra Seal Team 3, som holdt til i Coronado ved San Diego, som jeg kom godt ud af det med.

Keith på skydelinien

Da han en regnfuld dag på skydebanen, så min udleverede regnjakke M/96 fra Forsvaret, som jeg havde taget med derover, så spurgte han om han ikke lige måtte se den. Jeg tog den af og gav den til ham.

Han bogstaveligt talt rev den ud af mine hænder og holdt den ind til brystet og sagde at den jakke ville jeg aldrig få tilbage. Den ville han have, koste hvad det ville.

Jeg spurgte, hvad han havde at bytte med.

Han åbnede bagsmækken på hans pick up og sagde, tag hvad du vil have. Jeg så en masse godt grej der, blandt andet en helt ny beskyttelsesvest af mærket Eagle CIRAS, i farven Ranger Green, som jeg rørte lidt ved.

Den ville han dog ikke gå af med, han havde lige hentet den nede på basen i Coronado tidligere om morgenen og det var den nye SOCOM standard udleverede beskyttelsesvest og han ville nok få lidt ballade, hvis han allerede om aftenen manglede den.

Men så tog jeg hans hjelm istedetfor, en model Gallet TC-2000, som sad noget bedre på hovedet end den vi havde udleveret i Forsvaret gjorde. Den havde han haft med i Afghanistan på Operation Enduring Freedom i 2001-2002 ved Task Force Kabar hvor også danske Jægere og Frømænd var med.

Han var lidt øm over at skulle af med den, men sådan var tingene nu engang. Da jeg kom hjem, måtte jeg selv betale erstatningen for regnjakken, som var omkring 900kr, sådan kan det jo gå.

Efter endt kursus dag, tog han mig med ned til Tactical Assault Gear’s forretning, som lå i Coronado, da han mente jeg skulle møde hans makker, Chris Osman.

Gruppefoto med nogle af de andre kursister.

The Steele Foundation – International Training Group – Executive Protection Agent Course

Efter en uge i San Diego, fløj jeg til San Francisco til The Steele Foundation International Training Group, livvagtskursus. Det varede i alt 12 dage og omhandlede alt, hvad man kunne forestille sig en livvagt grundlæggende skulle kunne.

Man kan altid putte mere og mere på og gentage ting, men jeg syntes det meste var rigtigt godt dækket ind her på dette kursus.

Det foregik på Alameda County PoliceTraining Center og vi boede på et hotel i nærheden.

Jeg blev indkvarteret med en gammel Navy Corpsman, en Corpsman er i bund og grund en meget udvidet førstehjælper fra det amerikanske søværn, som blev afgivet til Marinekorpset til kampopgaver.

Instruktørerne der havde lang erfaring indenfor jobbet og chef instruktøren var headhuntet fra US Armys livvagt skole i Fort Leavenworth og var ham, som havde lavet kursus beskrivelsen og havde lavet livvagts manualen for US Army skolen.

De andre instruktører havde alle en solid baggrund indefor personbeskyttlse, med klienter som f.eks Bill Gates, Henry Kissinger, Haitis tidligere Præsident Aristide og mange andre.

Et par af dem havde været i Irak, som livvagter for blandt andet Steele Foundation og Triple Canopy.

Det var nok det mest professionelle og gennemførte kursus jeg havde oplevet på dette tidspunkt. Lange dage, der som regel blev afsluttet med en tur på Hooters med alle elever og instruktører.

Kørselsdelen som var på kurset var fantastisk. Alt foregik i både dagslys og mørke, angreb med paintball på ruderne, for at simulere splinteret glas.

FX øvelser med UTM ammunition indgik regelmæssigt. Computer simulationer, hvor man kørte i deres politibil simulator, blandet med AI biler og instruktørerne som jagtede os, hvis de så nogle mistænkelige biler kører rundt.

Der blev smadret nogle udlejningsbiler ved en øvelse om aftenen, det røg vist bare på forsikringen.

Efter 10 dage var der en 2 døgns praktisk øvelse, hvor vi havde nogle klienter, som vi skulle passe på og servicere i alle mulige og umulige situationer. Det var spændende, lærerigt, hårdt arbejde, stressende og sjovt. Det hele udgik i centrum af San Francisco.

På et tidpunkt skal en gut ved navn Matt og jeg så eskortere 2 kvinder rundt i downtown San Francisco og de går selvfølgeligt ind i en Victoria Secrets forretning for at se om de kan hylle os ud af den. På et tidspunkt siger Matt så køligt til dem, at det havde han allerede prøvet med en rigmands 16 årige pige han skulle passe på. Hun prøvede dog alt muligt frækt undertøj på dengang og poserede for ham og spurgte om hans mening. Så med mindre de havde tænkt sig at gøre det for ham, så havde han allerede klaret sådan en situation. De forlod butikken og vi fulgte ind i et stort butikscenter.

Der blev det interessant. Lige pludseligt, var der et større livvagts team som også kom derind. De var på en reel opgave og de var alle asiater. Vi hilste pænt på hinanden. Når man ved hvad man skal kigge efter, er livvagtshold utroligt nemme at udpege, hvis man ikke gør meget for at skjule det.

Derefter var de sidste 2 dage ren skydning, kun pistol, både på almindelig skydebane og fra kørende bil, handlebaner og mørke skydning også.

Vi sluttede af med US Department of State’s kvalifikationsskydning for livvagter. Jeg skød maximum point og var godt tilfreds med det. Nå ja, det gjorde ca. 80% af de andre jo også. Den var ikke så svær.

Det bedste ved kurset var, at jeg mødte nogle folk, som senere ville sige god for mig, da der skulle bruges folk til et job i Irak.

Efter kurset var overstået, var min tid på civil uddannelse i USA også overstået. Så jeg tog flyveren hjem til Danmark. Dette var midt i November 2004.

SIG P320 – Statusskydning demonstration

En af ændringerne til uddannelsen, som jeg skrev om tidligere er, at 50 skuds testen er udgået.

Der er istedet indført en Statusskydning, som kan bruges til at evaluere skytternes niveau.

Denne er baseret på den gamle 50 Skuds test, med nogle få ændringer.

Ligeledes er A1 scoringszonen (Hjerte regionen) udvidet til også at omfatte hals og hoved regionen, som tidligere var benævnt A0.

Se billedet

Her til morgen, Onsdag 30 Okt 2019, skød jeg så statusskydningen og filmede det.

Den blev skudt koldt, det vil sige jeg ikke havde skudt i dag, før jeg gik i gang med statusskydningen. Så får man nemligt et mere retvisende billede, end hvis man slutter af med at skyde den, efter en hel dag på skydebanen.

Jeg har lagt hele seancen op, inklusiv tilbage meldingen fra Skydelederen bagefter, for at være så ærlig som mulig.

Hvis jeg skal lave lidt selv kritik, så er det primære problem, at jeg ikke udnytter partiderne godt nok, til at få taget et perfekt aftræk, fordi der er tid nok til det.

USA Del 2: T.E.E.S. + EB

T.E.E.S. stod for Tactical Explosive Entry School og ejeren var Alan Brosnan, en New Zealænder, med en fortid i det New Zealandske SAS.

Han var emigreret til USA og havde startet denne skole, med speciale i eksplosiv indtrængning. Noget man normalt forbinder med militære operationer, men som med den rette teknik og de rigtigt uddannede folk er fantastisk effektivt i politiets SWAT aktioner. Der var på daværende tidspunkt kun 2 skoler i USA, som uddannede i dette speciale og TEES, var den ene af dem.

Her var jeg tilmeldt hans Livvagts kursus, men der havde været for få tilmeldte til det kursus og jeg først fik beskeden om, at det var aflyst, efter at kursusafgiften var betalt og ca. 2 dage inden jeg skulle afsted.

Jeg valgte ikke at sige noget om det til CU-Folkene og aftalte med Alan, at jeg så sprang på hans andet kursus i stedetfor. Det var nok den nemmeste måde at undgå bureaukrati på.

Det kursus var så benævnt Complete Close Quarters Battle. Altså et ”Komplet Nærkamp’s kursus”.

Hvilken relevans havde et decideret CQB kursus så for en livvagt?

Man kunne sagtens forestille sig, at en bygning man var i med sine klienter blev angrebet og man skulle kæmpe sig ud fra den, så var rumkamps færdigheder essentielle. Så selvom det ikke var et decideret livvagts kursus, som jeg kom ind på ved TEES, så havde det stadigt relevans for det job jeg skulle udføre, hvis jeg fik et job bagefter i Irak.

Og jeg havde jo et par andre deciderede livvagts kurser allerede i kursus rækken, så jeg var egentligt godt tilfreds med udviklingen. Så til dette kursus havde jeg måttet pakke en hel taske med uniform og taktisk udrustning.

Da det var varmt derovre, havde jeg smidt en ørken uniform, en protec bump hjelm og et chestrig i bagagen, så kunne jeg vist klare mig uden at overskride vægten for baggage i flyverene.

Kurset var delt op i tre dele.

Der var en håndgemæng del omhandlende SPEAR systemet med Tony Blauer, som instruktør.

En skarpskydnings/rumkamps del, med Phil Singleton, som instruktør.

Den tredje del var eksplosiv indtrængning, som Alan Brosnan, selv stod for.

Alt i alt var det en uge med, en masse action i.

Buddy shoot med en gut fra Singapores Frømandskorps og mig på højre side.
Beklager den dårlige video kvalitet.

Det var en god blanding af folk, som deltog og vi kom hurtigt frem i pensum. Den sidste dag lavede vi fulde scenarie øvelser, hvor alt blev implementeret. TEES havde 2 killhouses. Det ene blev brugt til gennemgang og træning altsammen med skarpt ammunition i både pistol og karabin. Den anden blev kun brugt den sidste dag til de afsluttende øvelser, så vi kendte ikke layoutet på den. Der angreb vi det fra flere sider et par gange, alt med skarp ammunition og skarpe sprængladninger, det var ”vildt skægt”, jeg havde det som blommen i et æg.

Jeg kom i løbet af ugen i snak med en flok amerikanske Special Forces folk, fra John F. Kennedy Special Warfare Center. Det var hele instruktørkadren fra deres CQB kursus SFAUC, som var ude for at få noget nyt input og se om det enten passede sammen med deres eller de kunne forbedre deres eget pensum. Dem kom jeg godt i snak med og de var alletiders, når vi var i byen om aftenerne. På et tidspunkt spørger en af dem, om vi har soldater i kampen imod terror.

Ja, det havde vi, sagde jeg.

En bataljon i Irak, hvor jeg selv havde været tidligere på året og omkring et hundrede mand i Afghanistan på dette tidspunkt.

Næsten i kor sagde de alle: ”Tak, det betyder meget for os, at i er med os”

Det blev jeg alligevel lidt rørt over, at de mente det så alvorligt.

Nærkamps delen med Tony Blauer var interessant, især fordi Tony er lidt en stand up komiker, samtidigt med at han kan slås. Han startede ud den første dag med at sige, at han ikke var en ”gun-guy” men vidste noget om at slås med hænderne, hvorefter han gik direkte over i at instruere SPEAR systemets integration med våben. Endnu mere interessant var det, at den SF kadre jeg omtalte før, i deres undervisning på JFK SWC havde integreret SPEAR systemet fuldstændigt og var overbeviste om dens effektivitet. Det tog jeg i mente.

En anden af instruktørerne, Phil Singleton og jeg kom også godt ud af det med hinanden. Jeg fortalte ham på et tidspunkt, at jeg havde lige været 2 uger ved Heckler & Koch på et par kurser.

Han fortalte så, at det var ham, som oprindeligt havde startet HK’s trænings afdeling op, International Training Division, da han emigrerede til USA fra England, efter han var færdig i SAS.

Det vidste jeg egentligt godt, fortalte jeg ham og om aftenen tog vi ud og fik et par fadbamser, sammen med de andre fra kurset og der underholdt Phil med sjove fortællinger, en rigtig herlig gut.

Phil var med det engelske SAS, da de angreb den Iranske Ambassade ved Princess Gate i London under Operation Nimrod, den 5. April 1980, for at ende en 5 dage lang gidsel aktion.

Det blev altid et samtale emne efter et par øl, hvor nogle af kursisterne uvægerligt på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen spurgte ind til det.

Phil påstod altid, at han var gået glip af selve angrebet fordi, da ordren til at iværksatte kom, sad han på toilettet og nåede ikke med ind.

Ja ja, den er god med dig, Phil.

Indøvning af Immediate Threat Concept måden at rense huse på.
Beklager den dårlige video kvalitet
Phil Singleton giver tilbagemelding til SF gutterne efter et gennemløb.
Bemærk at Phil er på skiverne 🙂

Den sidste dag på kurset, hvor vi lavede skarpe angreb på deres andet killhouse, var jeg nummer 1 igennem den første dør, efter vi havde sprunget den op.

Da jeg kommer hen til døren og træder ind over tærsklen begynder jeg at beskyde en skive, som stod 7 meter væk henne af gangen, med min M4 karabin med bærehåndtags sigtemidler.

Vi havde fået at vide under instruktionen, at nu var det kun hovedskud, som talte på skiverne, så jeg skød 10 skud imod hovedet på skiven, imens jeg i hurtig gang bevægede mig hen til den og prikkede den i brystet med piben.

Så blev jeg stående ved skiven, som befalet indtil hele huset var blevet renset.

Da jeg var den første igennem døren og Phil fulgte med helt ind til slut i huset og gav tilbagemeldinger til hver enkelt på vejen ud igen, så gik der noget tid før han kom tilbage og skulle give mig tilbagemelding.

Han kiggede på min skive og spurgte, hvem har skudt den her?

Jeg sagde, at det var mig.

Hvor havde jeg skudt den fra?

Jeg begyndte at skyde i døren, da jeg så den og så hele vejen op til den, som han havde instrueret os i at gøre.

Ok, sagde han og samlede sin tommel og pegefinger, som et ok-tegn og holdt det hen over mine skud i hovedet på skiven. Alle skuddene var indenfor hans 0 i fingerene.

Godt arbejde, sagde han og klappede mig på skulderen.

På det tidspunkt havde jeg også skudt ret intensivt i 3 uger og var skudt varm, men jeg var nu alligevel lidt stolt over at han mente, det var flot.

Senere på dagen, kom Phil hen og spurgte, hvad jeg skulle lave ugen efter?

Jamen der skulle jeg sådan set ikke noget, jeg havde et par ugers hul imellem nogle kurser og havde tænkt mig at køre lidt rundt i USA og kigge på seværdigheder.

Så foreslog han, at jeg lige kunne tage med ham til Saint Louis og deltage i et 6 dages CQB skydeinstruktør kursus. Det kunne jeg få gratis af ham, fordi jeg havde gjort det godt her, jeg skulle bare holde ham ved selskab i byen om aftenen.

God plan, tænkte jeg, den snupper jeg.

Og så kørte vi til Saint Louis om lørdagen.

Lejesoldat og dræbermaskine”

På et tidspunkt i løbet af ugen ved TEES, efter endt kursus dag, sad jeg inde i Memphis midtby og sugede gratis Wifi i min udlejningsbil og hentede min email. Det snuskede motel, jeg boede på, havde ikke internet forbindelse, så jeg havde ikke fået hentet min mail i et par dage.

I min indboks tikkede der så en email ind, fra en Peter Astrup, journalist på Ekstrabladet. Emailen var sendt for et par dage siden og i den stod at min person og min tur til USA var grundlaget for en artikel, som de ville bringe i Ekstrabladet.

Tilfældigvis, samtidigt med at jeg læste denne email, ringede min mobiltelefon. Jeg besvarede den og det var underligt nok ham Peter Astrup.

Han fortalte mig det samme, som stod i den email og spurgte, om jeg havde en kommentar til det?

Nej, det havde jeg sådan set ikke. jeg ønskede ikke at deltage i deres artikel.

Det var han sådan set ligeglad med, nu havde han tilbudt mig en mulighed for en kommentar og så var den samtale overstået.

Ok, whatever.

Det tænkte jeg ikke nærmere over, men dagen efter begyndte sms’erne at tikke ind fra mine venner i kompagniet hjemme i Oksbøl. Artiklen var selvfølgeligt blevet bragt i Ekstrabladets vanlige facon, hvor de kun tænker på overskrifter, som kan sælge aviser og var sensations journalisme af den værste art.

Artiklen var skrevet på forhånd og det tilbud om en kommentar, havde været rent proforma.

De havde bragt et citat fra mig fra et diskussionsforum, hvor jeg lavede et par opdateringer til de andre medlemmer om, hvordan kurserne gik, som information, så de kunne se, at man også kunne vælge noget, ikke så traditionelt, at bruge sin CU på.

Her afsluttede jeg en af beretningerne med at skrive noget fra et citat, som vores kursus leder, Alan Brosnan havde brugt på at afslutte dagens træning ved den daglige evaluering.

Et bemærkning, som i den type miljø som vi, krigere, befinder os i, ikke er uhørt og en måde at holde humøret oppe på, når man er træt efter en hel dag på skydebanen med fuld udrustning.

Han sagde, ”Tomorrow is going to be fun, we’re going to blow some shit up. See you guys at 0800 in the morning.”

I EB blev det bragt som mit citat: ”I morgen skal vi ud og ”Blow Some Shit Up”

Ekstrabladet 24 September 2004

Og det var så blevet essensen i det hele i en artikel og spørgsmål om min personlighed og moral og integritet…

Bare fordi man syntes at sprænge ting i luften var sjovt.

Det vidste alle da, som havde prøvet det. Hvorfor mon der er så mange som køber, importerer og sælger ulovligt fyrværkeri? Fordi et ordentligt brag er pisse sjovt.

Den kære Villy Søvndal, som jo altid var kritisk overfor regeringen havde så selvfølgeligt læst denne artikel, der udkom den 24. September 2004 og stillede spørgsmål fra Folketingets talerstol til Statsministeren, Anders Fogh Rasmussen og Forsvarsministeren Søren Gade:

Om det kunne passe at det danske forsvar havde en soldat på lejesoldats kursus i USA og samtidigt havde betalt for det?

Det skabte selvfølgeligt lidt debat og regeringen gik i gang med en undersøgelse for at svare på spørgsmålene, som var blevet stillet.

Men nej, teknisk set, betalte jeg selv for kurserne med den civiluddannelse, jeg havde opsparet, det var ikke Forsvaret som betalte det. Civiluddannelsen var min og en del af den løn og ydelser man fik, når man havde gjort tjeneste i en årrække.

Men fakta er blot mindre teknikaliteter, som står i vejen for en god historie, når man er sensationsblads journalist af den værste skuffe.

Igennem flere SMS’er fik jeg at vide, at den var helt galt i Danmark og jeg nok skulle komme hjem, var der sågar nogen, som foreslog.

Ah, det mente jeg nu ikke, at jeg skulle, jeg havde stadigt nogle ting, jeg skulle nå i USA. Vi ses i midt november.

Yderligere, så var Regimentschefen, CU-Styrelsen, og min kompagnichef også blevet oversvømmet med spørgsmål ang. min person.

Det lod til at være et ret så interessant emne i et par dage, indtil min CU rådgiver i Oksbøllejren tog de papirer frem, som havde været hele systemet igennem og var blevet godkendt, efter min begrundede ansøgning var blevet behandlet og så var der ikke mere at komme efter.

Men da jeg havde valgt en lidt utraditionel forgrening på min karriere ud i det civile, så blev det åbenbart interessant at rode i og noget som kunne sælge aviser den dag.

Dagen efter skrev Ekstrabladet i Lederen mere om det og jeg blev omtalt som en Dræbermaskine og de satte spørgsmål ved min moral og integritet og blev sammenlignet med dem, som havde mishandlet irakiske fanger i Abu Ghraib fængslet.

For fanden da.

Jeg havde sgu da ikke brugt 15½ år af mit liv på at tjene landet og arbejde for fred, demokrati og menneskerettigheder i forbindelse med mine 8 udsendelser til krigsområder med Forsvaret.

For så at vende det 180 grader og begynde at skyde uskyldige mennesker ned, voldtage kvinder og brænde små børn på et bål….(Det er jo den populære forestilling om en ”lejesoldat”)

Singleton CQB Shooting Instructor Course

Søndag morgen startede kurset, som Phil havde inviteret mig med på.

En hel dag i klasselokalet 0800 til 1700 med teori lektioner om de forskellige våben, som vi skulle igennem.

Det var HK MP5, G36K og M4 Karabin.

Samling og adskillelse af dem, tilbehør osv.

Som afslutning på dagen, skulle vi alle afholde en teori lektion, som vi trak op af hans hat på et vilkårligt våben system, som vi havde gennemgået. Jeg trak ”Indskydning og indstilling af sigtemidlerne på MP5”.

De, som kender Gevær M/75 (HK G3) fra Forsvaret ved, at når bagerste sigtemiddel skal justeres, skal man benytte et specialværktøj og det kan godt volde lidt problemer engang imellem, og lad os bare sige, at det gjorde det også for mig på MP5’eren den dag, men jeg klarede det uden at gå for meget i panik.

Resten af ugen var det så skydning, først lærte han os alle hvordan man skulle skyde, derefter alt om hvordan man lærte andre at skyde, positive indlæringsmetoder osv.

Alt sammen med demonstration af Phil først.

Den mand beherskede skydning med MP5, som ingen anden jeg nogensinde har mødt.

Et af hans signatur øvelser når man skulle bevise hvor godt man kunne kontrollere en MP5 på fuld automatisk, var at man i en lang byge skulle skrive sit fornavns initial på en skive med kuglerne.

Phil demonstrerede dette først og lavede et stort P midt i skiven med 30 skud i en lang byge.

Det var lidt sværere at lave et K, måtte jeg sande, men med lidt god vilje kunne man godt se det, påstod jeg.

Efter 6 dage på det kursus var der en afsluttende praktisk prøve, hvor vi kørte en skydelinie igennem et vilkårligt program Phil gav til personen, som var under bedømmelse.

Så med en kort forberedelsestid inden man gik i gang var det ellers bare med at sætte i værk og få det til at køre. Det gik fint og vi bestod alle kurset.

Det var en hård uge, fordi vi var i byen hver aften og Phil er svær at følge med, når der kommer Guinness på bordet. Men det var en sjov uge, både om dagen og om aftenen.

Efter denne uge, havde jeg så et hul i min kursuskalender.

Efter bestået CQB Shooting Instructor Course med Phil Singleton, Saint Louis, USA, 2004.

Jeg gjorde en rigtig amerikansk ting, jeg tog på road trip igennem den østlige halvdel af USA.

Fra Saint Louis gik det op til Buffalo NY, til Niagara Falls.

Så ned langs østkysten til Jacksonville i Florida, hvor jeg mødtes med Gene fra High Speed Gear og vi besøgte G-Code Holsters.

Jeg endte i Nashville, Tennessee, hvor jeg steg ombord på en flyver og fløj til San Diego i Californien.