Om admin@tactical.dk

Kriger af hjertet

Nye natbriller med fuld farvespektrum

Lad os komme op på 2% BNP, så vi kan få noget nyt værktøj.

Et amerikansk firma har udviklet en ny type linse, som kan gengive rigtige farver i natbriller. De kan sågar fusioneres med termisk, så varme giver udslag også.

Normalt lysforstærkende mørkekamps materiel, gengiver billedet på en grøn skærm i okularet og med den nye teknik, bliver det gengivet i fuld farvespektrum istedet.

Dette er en teknisk revolution, som vil være en “gamechanger” indenfor krigsførelse om natten.

http://tribunist.com/technology/this-companys-full-color-nightvision-is-going-to-revolutionize-combat-for-us-forces-video/

Interessant Youtube kanal for grejnørder

Nu har jeg igennem et stykke tid abonneret på en Youtube kanal, som lægger rigtig gode indlæg ud om udstyr og våben.

Så jeg syntes, at i også burde opleve den, hvis i ikke har set den før.

Manden bag kanalen er en US Air Force SERE instruktør, som udover at lave gode informative videoer også har en fantastisk tør humor, som kunne være grund nok til at se hans videoer.

Link til hans kanal: Garand Thumb

Hans seneste video, omhandlende kampskjorter:

 

God fornøjelse

Sig Sauer vinder US ARMY Modular Handgun System kontrakt

Sig Sauer har 19-01-2017 vundet kontrakten på US ARMY’s nye Modular Handgun System.

https://www.defense.gov/News/Contracts/Contract-View/Article/1054538

En kontrakt som er over en halv milliard dollars værd.

Det lader til at Sig Sauer har et ret godt våben i P320 pistolen…

Og så fåes den også med et rød punkt sigte fra fabrikken af.

En forskel fra USA’s udgave og det krav, der er på den nye Værnsfælles Pistol er, at USA ville have en dobbeltsidet sikring, hvor Danmark ikke ønsker en fysisk sikring. Men den almindelige P320 har heller ikke sådan en.

 

Spændende ! 🙂

 

h/t http://soldiersystems.net/2017/01/20/sig-sauer-inc-awarded-the-u-s-army-contract-for-its-new-modular-handgun-system-mhs/

Bøllebank – Et anderledes perspektiv

Operation Bøllebank er igennem mange år blevet anset for en militær succes og den nu pensionerede Oberst Lars R. Møller har udgivet en bog om denne, som mange nok har læst.

Den 14/12/2016 var der så pludseligt et meget langt, lettere aggressivt, indlæg på olfi.dk, af Lars R. Møller, hvor han, som han selv beskriver det, “ødelagde den afdøde Erik Kirk’s eftermæle” i et selvforsvar af sin beretning om hændelsen.

DR har nemlig optaget et langt interview med Erik Kirk, hvor han fortæller en anden version af Operation Bøllebank, som bakkes op af op til 20 vidneudsagn, som vist ikke sætter Hr. Møller og daværende ESK CH C. Rasmussen i et godt lys. Dette interview bringes på P1 den 5. januar 2017.

Så Møller reagerede efter devisen: Benægt, benægt benægt og kom med modanklager.

Og det har stødt mange, som kender Kirk og de andre medvirkende i programmet, som støtter Kirk’s udlægning.

Det skal siges her, at jeg var udsendt på DANSQN Hold 1 og ikke Hold 2. Så jeg har ikke været en del af hændelsen, men det er heller ikke enkelt detaljer i træfningen d. 29/4/1994 jeg vil beskæftige mig med her i denne artikel.

Dette kommer til at handle om hvad der er gået forud for den dag og kan måske give lidt baggrund til optakten til 29/4/1994.

Hold 1 Begyndelsen:

Da Danmark fik lov til at sende kampvogne (KVG) ned til Bosnien, gik man af uforklarlige årsager med til, at de skulle ind til Tuzla, fra Serbien. En beslutning alle vi, som skulle afsted ikke forstod, men det var jo over vores niveau, så vi tog afsted. Resultatet var, forudsigeligt, at KVG strandede i Serbien og først efter flere måneder kom ind til vores Area Of Responsibility (AOR) via en længere omvej.

Jeg var en af de heldige, som ikke var på en KVG, men var kører på en 4’er vogn i en KVG DEL. Vi var kun i Panchevo, Serbien i 9-10 dage, hvor vi så kørte ind over grænsen, herefter lukkede serberne grænsen. Så jeg, og de andre 4’ere, havde hele udsendelsen i Eskadronens AOR sammen med Eskadronens forkommando (i alt ca. 10-15 personer)

Vi lavede mange ting, blandt andet kørte vi mange patruljer i vores AOR og forsøgte at opbygge forbindelser med de stridende parter. Det var dog kun de bosniske muslimske styrker, som ville tale med os, serberne viste sig aldrig og aflyste møder, som de tidligere havde givet tilsagn til telefonisk. Så der foregik, efter mine bedste erindringer ingen møder eller forhandlinger face to face med serberne på Hold 1 i vores AOR.

NORDBAT 2 var primært en svensk bataljon, med svensk ledelse.

Svenskerne havde mange episoder hvor de blev beskudt af serberne, men svenskerne var ret robuste i deres væremåde og nød en del respekt fra både os og hos de stridende parter, efter alt at dømme.

Et par dage før de danske kampvogne nåede sydkanten af bataljonens AOR, røg der 2 svenske pansrede mandskabsvogne af typen PBV 302, som blev truffet af Sagger missiler. Resultat: 5 svenskere på felthospitalet NORMEDCOY, som var opstillet af Norge.

Billedet viser en svensk PBV 302 som blev truffet af panserværns missil AT-3 Sagger under et forsøg på at åbne en nødhjælps korridor i den sydlige del af vores AOR dagen før KVG ankom til AOR.

Møllers ankomst

Lars R. Møller ankom til bataljonen, et langt stykke tid før Hold 2, skulle være på plads. Han ankom også lang tid før vores KVG ankom til området og han fik en stilling, som anden næstkommanderende i bataljonen. Bataljonen havde nemlig allerede en svensk næstkommanderende, men Møller fik åbenbart en lignende stilling, så der reelt var 2 næstkommanderende i bataljonen. Møller virkede for mig som en lettere excentrisk karakter fra Regimentet, som gjorde meget ud af hans image. Men da han var Chef i 1. Bataljon og jeg var fra 2. Bataljon, havde jeg ikke noget yderligere detaljeret kendskab til ham og havde aldrig været under hans kommando før.

En aften, kørte jeg, nogle andre ind til et møde i O-gruppen ved bataljons hovedkvarteret, kaldet Victor Lima (VL) Da vedkommende kom ud fra mødet, fortalte han os andre, i hovedtræk, hvad planen for fremtiden var og den skabte stor glæde. Nu skulle serbene endeligt have nogle tæsk, som hævn for alle ting, de havde lavet imod bataljonen. Humøret, på vej tilbage til Camp Gønge, var højt og prioritets opgaverne for os fremadrettet var, at rekognoscere stillings områder for kampvognenes indsættelse til en velfortjent afklapsning af serberne.

Bøllebank Konceptet

Jeg vil kalde dette for “Bøllebank konceptet”

( ikke at forveksle med Operation Bøllebank træfningen 29/4/1994)

Konceptet gik i alt sin enkelthed ud på, at fremprovokere en situation igennem operationer, hvor serberne skulle have så mange bøllebank, næste gang de beskød en af bataljonens enheder, at de nok ville tænke sig grundigt om, før de turde gøre det igen.

Planen var at sende nogle enkelte køretøjer igennem på steder, hvor der havde været beskydning før, for at lokke dem til at åbne ild og så skulle KVG gå i stilling og nedkæmpe alt, hvad der var på den serbiske side af frontafsnittet.

Fælles for alle disse operationer var, at de var stort anlagte, som regel minimum 2 delinger af KVG og Chefens KVG (Minimum 7 stk) og andre pansrede køretøjer samt med “flystøtte” Det vil sige fly, som fløj rundt og lavede show of force, fordi bomber smed de aldrig. Dertil var datidens Rules Of Engagement for stramme.

At træfningen 29/4/1994 blev kaldet “Operation Bøllebank” er nok ikke et tilfælde.

Implementering af konceptet

Problemet med Tuzla området var manglen på forsyningsruter.

Bataljonen planlagde at åbne nye ruter ind i området, men løb konstant på beskydning, når man forsøgte at køre på dem og her var det, at kampvognene kom ind i billedet.

Man ville også gerne have åbnet Tuzla Airfield, så man kunne flyve nødforsyninger ind, men så snart man viste sig med hvide FN køretøjer på Airfield’en, kom der lige en hilsen ned i hovedet på en, fra serberne, afsendt fra en bakke, som blev benævnt “Sukkertoppen”, så mange operationer blev udskudt indtil KVG ankom til vores AOR.

Da de så endelig ankom, gik man straks igang med at implementere disse operationer og Bøllebank Konceptet var altid en del af planen.

“Ikke succesfulde” operationer

Den første operation Tuzla Airfield. Tuzla Airfield lå i en stor dal og et af bjergene som havde fuldt udsyn over Tuzla Airfield var “Sukkertoppen” men efter cirka en uges tid på Tuzla Airfield, var der ikke sket nogen form for beskydning af vores styrker, så operationen døde efterhånden ud og vi gik igang med en anden operation.

Selvom åbningen af Tuzla Airfield blev betegnet som en succes, så landede der aldrig fly med nødhjælp på den under vores FN-tid.

Billede af KVG på Tuzla Airfield.

Den anden operation var at forsøge, at åbne en korridor (Benævnt Mario Road) i den sydlige del af AOR,  hvor svenskerne tidligere havde mistet et par mandskabsvogne og her var alt skytset også kørt i stilling til det store brag, men igen, ingen reaktion fra serberne. De var kloge nok til ikke at reagere og udløse et stort slag, som jo ikke ville falde ud til deres fordel.

Billeder fra første dagen af Mario Road – syd korridor operationen.

Efter nogle dage med Mario Road syd korridor operationen, hvor der heller ikke blev åbnet ild fra serberne, blev det besluttet, at samtidigt med, at operationen løb nede sydpå, at sende en KVG del op i vores Eskadron AOR nord vest for Tuzla for at afprøve nogle af de stillinger, som var blevet rekognosceret tidligere.

Stillingerne overså konfrontationslinien langs floden Spreca og Ozren partiet, som var en bjergkam, som serberne sad på og som dominerede området. I dag løber grænsen imellem Republica Srpska og den Bosniske Føderale Republik langs floden igennem hele dalen op til Doboj området.

Planen her var, senere, at sende køretøjer ned på vejen, som løb langs med floden og forsøge at lokke serberne til at åbne ild på dem, hvorefter KVG i stilling oppe på højde draget, så skulle i stilling og nedkæmpe serberne og alt deres hardware i området.

Samme dag, ved middagstid kl. 1200, omkring Gradacac oppe i svenskernes AOR var der en enkelt SISU PMV, som blev nedkæmpet af serberne på konfrontations linien, som resulterede i, at fokus blev flyttet fra Mario Road syd korridoren og den rekognoscering, som den ene KVG deling lavede i vores område og alt blev dirigeret op til Gradacac, for at afklapse serberne der.

Nu havde serberne jo ikke reageret de andre gange vi havde forsøgt at lokke dem til det, hvoraf man kan udlede at de var kloge nok til at se, hvornår en kamp kunne vindes, fremfor hvornår de selv ville få problemer. Så de havde udset sig en enkelt SISU, imens de vidste, at alle KVG var engageret andetsteds.

Billede af brændende SISU ved Gradacac, taget ca. 10 sek før beskydning fra serbisk side.

Vi blev så omdirigeret til Gradacac og i løbet af nogle timer havde vi fået 2 KVG delinger op dertil. Møller var også tilstede og gav ordre til, at den SISU skulle bjærges og hvis der blev skudt med “så meget som en hundeprop pistol” – (Citat L.R. Møller) så skulle de serbiske T-55 KVG og luftsværnskanoner og andet hardware nedkæmpes.

En håndfuld af bataljonens folk, jeg heriblandt, gik så afsiddet ud til den brændende SISU og forsøgte at klargøre den til bjærgning. Da bjærgningsvognen ankom til området, blev vi så beskudt fra den serbiske side med et helt magasin fra en AK, så tæt på os på jorden, at vi kunne høre overlyds knaldet fra projektilerne omkring os. Men af uforklarlige årsager, så kom der ingen ildåbning fra vores KVG’s side, en ting som har naget mig i mange år, nu havde vi chancen for at afklapse dem, forholdsordren var givet, men ingen reaktion fra vores side. Nok om det. SISU’en blev bjærget, ingen kom noget til og vi roterede hjem nogle dage senere og Hold 2 gik igang med deres opgaver.

På hjemrotations tidspunktet, havde vores KVG været indsat i et par måneder eller tre og havde lavet forskellige operationer med det officielle formål at åbne nye nødhjælps ruter ind i området. Hvis vi derigennem kunne fremprovokere en reaktion fra serbernes side, var meningen af “bøllebank konceptet” skulle have været iværksat og serberne skulle have haft en voldsom afklapsning ud over alle proportioner.

Men serberne bed ikke på krogen, når vi kom med en gennemplanlagt operation og al støtten i orden. Det ville have været en gedigen afklapsning de ville have fået og det vidste de nok godt. Derfor kom der aldrig en reel reaktion fra deres side.

Hold 2 – optakten til 29/4/1994

Hold 2 gik igang med deres opgaver og noget af det første man gør, når man kommer ind og overtager efter et hold er, at gennemprøve alle nødplanerne for at se, om de virker og om der, eventuelt, skal rettes i dem.

Nødplanen ved beskydning af observations posten benævnt T2, var således at køre KVG op til observations posten og gå i stilling og lave show of force, hvilket som regel var nok til at få ro på situationen. Denne plan afprøvede man nogle gange før 29/4/1994. Om KVG var deroppe under afprøvningen er jeg ikke sikker på, men der har  ihvertfald været transport af Eskadronens personel derop for at rekognoscere, samt frembringelse af forsyninger til observations posten, så serberne var ganske godt klar over vejen, man var tvunget til at tage, var perfekt til et baghold.

Problemet med T2 var, at serberne havde direkte indsigt på det meste af vejen derop og det var flankerende kørsel, hvor man var et nemt mål. Derfor skulle der en KVG deling i stilling først, til at støtte fremrykningen. Dette reaktionsmønster aflæste serberne selvfølgeligt under de afprøvninger af planen der foregik og tog det med i deres planer. De noterede sikkert også, at der ikke kom flystøtte under en sådan almindelig reaktion på beskydning. Fordi T2 blev ret jævnligt beskudt. Altsammen brugbare efterretninger, hvis man planlægger at lave et baghold og nedkæmpe KVG.

Da T2 blev beskudt den 29/4/1994 blev det så besluttet at sende KVG afsted, som bataljonens beredskab, som standard reaktionen jo var. Serberne var denne gang klar og da KVG viste sig blev beskydningen af dem iværksat med alle tilrådighed værende midler fra sukkertoppen: T55 KVG, T12 panserværnskanoner, Sagger panserværnsmissiler for at nævne nogle. Endelig var det dem, som satte dagsordenen og havde overtaget i starten af træfningen.

At det heldigvis ikke faldt helt ud til serbernes side, var nok, at Kirk’s KVG deling begyndte at skyde på længere afstand, end de havde regnet med og dermed ikke kunne rækkes effektivt af serbernes direkte skydende våben i deres stillinger.

Summa sumarum

Træfningen den 29/4/1994 ved T2 var kulminationen på et længere forløb, med beskydninger af bataljonens enheder helt fra starten af Hold 1 og forsøg fra bataljonens side på at lokke serberne til en konfrontation, hvor de skulle have en voldsom afklapsning.

Noget, som var ved at gå helt galt, da man nok ikke havde regnet med, at serberne var snu nok til at analysere sig frem til en situation, hvor de kunne lokke KVG i et baghold. Noget, som egentligt var ganske forudsigeligt, når man kigger på helheden.

Heldigvis havde man Erik Kirk, som klarede eskadronen ud af suppedasen.

The Combat Triad

For at være en effektiv kriger, bør man have styr på det, som Jeff Cooper har benævnt som The Combat Triad.

Den består af 3 ting.

  1. Mindset
  2. Manipulation
  3. Marksmanship

Omskrevet til dansk:

  1. Mental indstilling
  2. Våben betjening
  3. Skydefærdighed

triad-dansk

Den mentale indstilling er fundamentet det hele er bygget på.

Hvis man ikke mentalt er forberedt på at skulle bruge sit våben, falder pyramiden sammen.

Våbenbetjeningen er med til at give en sikker, effektiv betjening og vedligeholdelse af sit våben, få det op på sit mål og klargøre det til skudafgivelse.

Skydefærdighed er at kunne ramme sit mål hurtigt og præcist under alle forhold.

Ny værnsfælles pistol

Ny værnsfælles pistol

-Mange tanker om, muligvis, det mindst betydningsfulde våben i Forsvaret.

Jeg læste, som mange andre, i den sidste udgave af Forsvarsavisen, at man var i gang med at finde en ny pistol til afløsning af Pistol M/49 til udlevering i 2019.

Det, som følger nu, er min tolkning af artiklen.

Samt hvad jeg kan se af muligheder i en ny pistol ud fra mine erfaringer.

Jeg kender ikke til de specifikke detaljer omkring anskaffelsen, udover det man kan læse sig til i artiklen eller de almindelige rygter fra ”Rygters Bureau” rundt omkring på tjenestestederne, der som regel ikke har bund i virkeligheden.

Det lader til, at anskaffelsen af en ny pistol virkeligt har sat gang i sindene på mange mennesker, lidt i samme stil med, at alle pludseligt var blevet specialister på kampfly området, da afgørelsen skulle træffes der. Men, det er trods alt intet, i forhold til hvordan det forholder sig i USA, i forhold til deres anskaffelse af en ny pistol.

Det skal måske lige nævnes her, at jeg er en af dem, som bærer en P M/49, hver dag jeg er på arbejde. Ladt, sikret og i hylster, hver dag.

Jeg har også været aktiv pistolskytte i civilt regi siden 1995.

Så, jeg er rimelig vant til at omgås pistoler i dagligdagen, i modsætning til de fleste i Forsvaret, som måske kun ser dem en gang om året til den årlige mærkeskydning.

Undtagelserne er f.eks. Special Operations Styrkerne, Militær Politiet, Boarding Teams, Vagtstyrker osv. som har et andet forhold til disse og bærer dem, som primære våben, under nogle af deres opgave løsninger.

Det er planen, at det på sigt, skal være en værnsfælles pistol, som kan afløse alle de andre pistol typer, der er pt. i Forsvaret. Fordi, ja, vi har faktisk flere typer end P M/49, bare se på hvad FKP, JGK, Sirius eller MP benytter.

Først lidt omkring Pistol M/49.

Produceret af SIG i Schweiz, oprindelig type benævnt SIG P210.

Pistolen blev indført i 1949 og har dermed været standard pistolen for Forsvaret siden da.

Den er i kaliberen 9mm, har et single action aftræk (Det vil sige, der er kun en aftræks teknik, man skal lære), har et 8 skuds magasin.

Rammen er udstyret med en indre magasin sikring, så man kun kan tage aftræk, når et magasin er påsat og en fysisk ydre sikring, som skal afsikres (Placeret omkring ens højre tommel finger på venstre side af rammen) før man kan skyde og den er beregnet til at blive båret med en patron i kammeret og hanen spændt og sikringen på ”Sikret”.

Magasin udløseren sidder i bunden af rammen/skæftet.

Sigte midlerne er typisk korn/kærv typen.

Pistolen var meget præcis efter datidens standarder og er af SIG selv blevet nævnt, som deres fineste og mest præcise pistol nogensinde.

Problemerne med P M/49

Der har igennem tiderne været MANGE utilsigtede skud afgange (Vådeskud er en tåbelig betegnelse) med P M/49.

På grund af den meget begrænsede uddannelses tid folk normalt har på pistol i Forsvaret, så er folk ikke rutinerede i betjeningen af denne og langt de fleste kan tilskrives bruger fejl.

Dertil kommer også noget design, som er specielt på denne pistol.

P M/49 er nemlig udstyret med en magasin sikring.

magasin-sikring

(Billedet viser magasin sikringen på P M/49)

Jeg ved ikke hvorfor nogle våben bliver udstyret med en magasin sikring, det giver ikke nogen mening for mig, det har det aldrig gjort og det vil det aldrig gøre.

En magasin sikring på et våben er en indbydelse til en katastrofe.

Personligt har jeg selv afmonteret magasin sikringen på de pistoler, jeg har haft udleveret under udsendelser. Det skete, efter jeg et par gange havde overværet utilsigtede skudafgange ved afladnings hescoerne, hvor folk var tvunget til at påsætte et magasin igen, for at ligge hanen ned. (Den var jo farlig at se på)

Der er ingen andre våben i Forsvaret, som har en magasin sikring og man burde bestemt vælge en pistol uden, således, at man kan strømline våben betjeningen for enkeltmand.

Således, at der er ens aflade procedurer over flere våben typer, som bliver båret af samme mand.

Og hvis jeg kunne anbefale kun en ting til valget af en ny pistol, så var det at den ikke kom med en magasin sikring. (Men jeg kunne nu godt foreslå en del andre ting 🙂

Der blev i erkendelse af disse vådeskud, lavet nogle tiltag, som skulle forhindre, at sådanne ting kunne ske igen, men noget af det, peger tilbage på et tåbeligt design af P M/49.

For dårlig uddannelse?

For lidt rutinering?

For smart i en fart?

Tåbeligt design?

Nok en kombination af det hele.

Så, selvom jeg bærer P M/49 hver dag jeg er på arbejde, så har jeg ikke et romantisk forhold til den, snarere tværtimod.

Det eneste positive jeg har at sige om den er, at den skyder nu præcist nok, når man skyder med en, som ikke er udslidt endnu.

Andre kritik punkter af P M/49 er ting, som lav magasin kapacitet, forkert placering af magasin udløseren, at den fysiske sikring ikke kan påvirkes af ens højre tommelfinger, på trods af, at den sidder i nærområdet også er et problem i forhold til ergonomi og moderne pistolers design.

 

Nå, tilbage til artiklen i Forsvarsavisen.

I artiklen kan man læse lidt om de krav og specifikationer til den nye pistol, som man har fundet frem til. Det er sikkert ikke alle kravene, der er listet i artiklen, men nok til at man har noget at gå ud fra, så man kan se lidt på tankerne bag udskiftningen.

  1. Den skal være striker fired, det vil sige, at der er ikke nogen ekstern hane på pistolen, som man kender det fra P M/49 – Dermed undgår man nogle af de “vådeskuds” uheld, som P M/49 er kendt for.
  2. Ingen fysisk udvendig sikring – Når man trækker den fra hylsteret, skal man bare kunne sætte fingeren på aftrækkeren, så skyder man.
  3. Slagstifts sikring – Så den ikke går af utilsigtet, hvis man f.eks. taber den.

Derudover nævnes det, at P M/49 ikke opfylder de krav, brugerne har til en pistol i dag og herunder nævnes det, at man f.eks. på P M/49 kun har 8 patroner i magasinet og at man ikke kan sætte ekstra sigte eller laser på den.

Så, nu kan man se, at det man leder efter, er en striker fired pistol, uden ekstern sikring, med mulighed for montering af et andet sigte middel og monterings mulighed til at montere en laser (Note: Eller måske en lygte, eller lys/laser kombination)

Det andet sigte middel, som ikke benævnes yderligere, vil jeg gerne gætte på, er et rødpunkt sigte. Det gæt baserer jeg på min egen erfaring, den naturlige udvikling på håndvåben området og at det i USA er ved at være normalt på pistoler i brug ved både politi og specielle militære enheder.

 

Kaliber?

Sjovt nok nævner artiklen i Forsvarsavisen ikke noget om kaliberen på den nye pistol.

Hele snakken om hvilke opgaver pistolen skal kunne udføre er der heller ikke nogen snak om, udover, at en pistol er ”back up” hvis ens primære våben går ned, eller man ikke er i nærheden af den. Altså som et selvforsvars våben.

Der er ikke nogen snak om, hvad den skal kunne nedkæmpe og på hvilke afstande, hvilket jeg mener egentligt er en vigtig del af et valg af et nyt våben system.

Det er f.eks. et naturligt krav til geværer, maskingeværer, kampvogns kanoner osv. at man kigger på effekten på målet med det ammunition, de bruger.

Men hvis man på forhånd har lagt sig fast på en 9mm patron, så er det jo også begrænset, hvad man kan stille af krav til en pistol.

Problemet er bare at 9mm f.eks. ikke kan gennemtrænge beskyttelses veste og sådanne bærer ret mange af dem, vi ser, som fjenden i dag og fremtiden og det bliver nok mere normalt, jo længere ud i fremtiden vi kommer.

P M/49 har været i tjeneste i 67 år i skrivende stund, så må det nok også forventes at den kommende værnsfælles pistol også kommer til at få en lang tjenestetid (Måske ikke lige 67 år, men måske 20 år)

Men lad os nu være konservative her og gætte på, at man vil have en standard NATO 9x19mm kaliber og fred være med det. Det er den meste brugte pistol kaliber rundt omkring i verden og slår masser af mennesker ihjel hver dag, sålænge de ikke er iført beskyttelsesveste…
Og det faktum, at der kun er en masse produceret tjeneste pistol i en kaliber, som kan dette, ville jo gøre en afprøvning omsonst.

 

Så, nu ser det ud til, der er 7 krav.

Igen, der kan muligvis være flere, men dette er, som jeg læser artiklen og tolker den og hvad jeg har på fornemmelsen, altså rene gætterier.

  1. Striker fired
  2. Ingen fysisk sikring
  3. Slagstifts sikring
  4. Større magasin kapacitet end 8 skud
  5. Monteringsmulighed for rødpunkt sigte (Kvalificeret gæt ud fra artiklen)
  6. Monteringsmulighed (Skinne) til montering af lys/laser
  7. Kaliber 9x19mm NATO (Gæt)

Så langt så godt.

Udover de ovenstående ting, kunne jeg forestille mig, at der sikkert også er noget med vægt, altså den bør nok ikke veje mere end P M/49, men eftersom trenden de sidste mange år har være at gå til polymer-type grebs skæfter, så er det nok sådan noget vi ender med at få.

Og det er også fint nok, soldaten slæber i dag alligevel rundt på alt for mange kilo.

Der findes et hav af producenter af pistoler i dag og de fleste af de store våben producenter har også en striker fired 9mm pistol i deres sortiment.

Men det er ikke min opgave eller intention her at pege på hvilken pistol man burde anskaffe.

Jeg er sikker på, at man nok skal finde frem til en udmærket pistol.

En pistol er trods alt kun et værktøj til at løse en opgave med.

Men, det jeg syntes er spændende er, at man har skrevet (Sådan tolker jeg det i hvert fald) i specifikationerne, at man vil have mulighed for at montere et rødpunkt sigte på pistolen.

Det er muligvis kommet med, som et krav fra special operations styrkerne, sammen med laser (Lys/Laser) kravet, men mulighederne for det, er det der gør pistol anskaffelsen spændende i mine øjne.

Rødpunkt sigter på pistol

Fordi hvis der er noget jeg har erfaringer med, så er det bestemt pistol monterede rødpunkt sigter.

Min baggrund for at komme med sådan en udtalelse er, at jeg i de sidste 20 år har konkurreret i disciplinen Open Division i IPSC skydning.

Open Division er en særlig klasse, hvor stort set alt er tilladt på din pistol.

Her taler vi generelt om, at man monterer et rødpunkt sigte for at få hurtigere og mere præcist sigtebillede og dermed hurtigere skudafgivelse og bedre træf. En kompensator på piben, for at undgå for meget bevægelse af sigtebilledet i forbindelse med rekyl impulserne og lange magasiner, så man ikke behøver at spilde unødig tid på at skifte magasin flere gange på en bane, som kan være op til 32 skud.

Altså en pistol, som er konstrueret udelukkende til at skyde træfsikkert med, rigtigt hurtigt.

racegun

(Billedet viser en typisk IPSC Open Division pistol. De har set nogenlunde sådan ud de sidste 20 år)

Ideologien/målet med hele denne modificering er egentligt direkte overførbar til den militære verden, jo hurtigere man får nedkæmpet sit fjende, jo bedre.

Men i praktik var udstyret dengang, det ikke.

De første rødpunkt sigter var på størrelse med en dåse sodavand…

 

Min opdagelses rejse ud i rødpunkt sigtets verden

Jeg begyndte at træne IPSC i 1995, da jeg var 24 år gammel.

Jeg startede med at skyde IPSC i Standard Divisionen, som er sammenlignelig med en lettere tunet tjenestepistol.

En standard pistol er kendetegnet med at have almindelige faste pistol sigter, af korn og kærv typen.

Her skal man først finde mål med sine øjne, derefter bringe pistolen over på målet, men så skal man justere sit fokus fra målet ind på det forreste sigtemiddel (Kornet) og placere det korrekt i den udfræsning, der er i det bagerste sigtemiddel (Kærven) og herefter stadigt med fokus på det forreste sigtemiddel, overføre dette sigtebillede til målet, som nu står lettere uskarpt, da man ikke kan slippe sit fokus på det forreste sigtemiddel, herefter afgiver man så sit skud. Med korn og kærv sigtemidlerne skal man være ret god til at skyde, hvis man, kan sige nøjagtigt hvor på målet man ramte, uden at gå tættere på for at verificere det.

frontsightfocus

(Billedet viser den fokusering man er tvunget til at bruge, når man skyder med faste korn/kærv sigtemidler.)

En dag i ’96-’97 var jeg så til en IPSC trænings samling og der prøvede jeg, at skyde med en Open Division pistol og hold da op, en ny verden åbnede sig for mig, jeg fangede konceptet på stedet.

Rødpunkt sigtet gjorde, at når man skulle engagere et mål, skulle man bare fokusere på målet og hvis man gjorde alt det andet korrekt (Greb om pistolen korrekt, pegede imod målet) så dukkede der minsandten en rød prik op på målet. Herefter trykkede man bare på aftrækkeren og ramte der, hvor prikken var. Og man behøvede ikke at lukke det ene øje, her kan man skyde med begge øjne åbne, hvilket forbedrer ens situations fornemmelse, når man har større synsfelt.

50m_zps05e9d6d5

(Billedet viser at fokus punktet med et rødpunkt sigte er på målet, som det bør være)

Dette var åbenbarende på flere punkter.

Jeg kunne lettere og hurtigere komme til skud og havde fokus på truslen, som man bør have og som kommer naturligt, som en del af stress reaktionen.

Især hvis jeg satte nogen form for bevægelse ind i situationen.

Min egen bevægelse, frem, tilbage eller sidelæns eller hvis jeg skød imod et bevægeligt mål, var det endnu mere markant, hvor meget nemmere, det var at ramme målet i forhold til almindelige faste sigtemidler. Selv når jeg var i bevægelse og skød imod et bevægeligt mål, var det ret let at ramme målet. Og væsentligt mere præcist og hurtigere på alle punkter end med faste sigtemidler.

Prikken giver dig alle de informationer, du har brug for, for at kunne afgive dit skud præcist.

En anden fordel ved et rødpunkt sigte er også, at lige meget hvor i optikken prikken er, vil man stadigt ramme, så længe prikken er på målet.

Det samme kan ikke siges om faste sigte midler, hvor den mindste uoverensstemmelse kan medføre et forbi skud.

Det betyder dog ikke, at man ikke skal kunne de grundlæggende skydetekniske færdigheder, såsom et korrekt greb og korrekt aftræksteknik. Hvis du rykker et skud af med faste sigte midler, så misser du måske målet, det samme gør sig gældende ved et rødpunkt sigte og det gør sig også gældende på gevær og sågar også på en kampvogns kanon.

Så jeg gik i gang med at researche udstyr, jeg afprøvede mange forskellige rødpunkt sigter og fandt efter et par års tid frem til en kombination, som virkede for mig.

Nu, 20 år senere, bruger jeg stadigt samme type sigte på den ene af mine pistoler.

På en anden pistol, jeg ejer, er jeg i gang med også at montere et rødpunkt sigte, men der har jeg valgt en anden mindre type, mere robust og tidssvarende i dag.

Det er egentligt ligegyldigt hvilket sigte, jeg endte med at vælge, det vigtige her er, at et rødpunkt sigte på en pistol giver en kapacitets forøgelse, som man direkte kan overføre til den militære verden.

Rødpunkt sigte på tjenestepistol

I 2005 havde jeg forladt Hæren og var begyndt at arbejde som livvagt i Irak, hvor jeg blandt andet også havde udleveret en pistol.

Da rødpunkt sigterne kom ned i den nuværende størrelse omkring 2006, købte jeg en model og monterede den på den pistol, jeg havde udleveret på det tidspunkt, for at teste konceptet på et tjeneste våben, for at se om de var holdbare nok, om de var i vejen i dagligdagen og om jeg kunne skjule en pistol på kroppen med et sådant monteret.

g19jpoint-1

(Billedet her fra maj 2007, viser min udleverede Glock 19 med et J-Point rødpunkt sigte monteret i udfræsningen til det faste bagerste sigtemiddel)

På det tidspunkt havde jeg skudt Open Division IPSC i godt 8-9 år og kendte alle fordelene ved rødpunkt sigterne, så for mig var det en naturlig kapacitets forøgelse til mit job. Pistolen havde jeg på mig fra jeg stod op til jeg gik i seng. Mange gange var jeg steder, hvor jeg ikke kunne bære min karabin og der var pistolen, det eneste jeg kunne bære.

Erfaringer

Udenfor kommer man hurtigt ud på afstande, hvor man kommer til kort med faste sigtemidler.

I bygninger er der haller, store kontor og fælles arealer med lange gange, hvor man også hurtigt kan komme ud over afstande på 25-30 meter og her viser et rødpunkt sigte virkeligt sit værd kontra faste sigte midler.

Altså mål på afstande på over 50-100 meter er ikke et problem med en pistol mere, hvis man selvfølgeligt har styr på den grundlæggende aftræk og skydeteknik.

Forskellige undersøgelser fra UK og USA viser en markant forbedring af træfnings procent ved brug af et rødpunkt sigte vs. faste sigte midler. Det er sammenlignelig med overgangen fra GV M/75 til M/95 med optisk sigte.

Under uddannelse er det nemmere, at selv diagnosticere ens håndfatning, skydestilling aftræksteknik og skydning, da prikken i sigtets vindue giver dig alle de informationer, du har brug for at vide.

I dag med P M/49 og dens faste korn/kærv sigtemidler, skal man være en habil skytte for at bevæge sig udover 25 meter og være sikker på at man rammer. Mange har sågar problemer selv på 25 meter og tættere på.

Mine erfaringerne siger mig, at først når man kommer ind på omkring 10 meter bliver faste sigte midler ligeså hurtige som et rødpunkt sigte, mest fordi man på disse afstande kan gå på kompromis med sigte billedet for at ramme. Jo tættere på målet, jo mindre betydning har kornets placering i forhold til kærven og hermed hvor meget piben peger forkert.

Så er der jo også lige det, at hvis man skal have sine faste sigte midler justeret, så skal man have en VMEK med på skydebanen, på et rødpunkt sigte kan skytten selv justere sigtet.

At man kun har et fokus punkt, nemlig skiven og man skyder, når den røde prik er på målet, gør også, at når man bliver ældre og ens øjne ikke er så hurtige til at skifte fokus mere, så kan man stadigt skyde præcist med et rødpunkt sigte.

Moderne rødpunkt sigter er nu kommet ned i en størrelse, hvor det er praktisk muligt at montere sådan en på en tjenestepistol og batteri levetiden på dem nu, er så lang, at man ikke skal skifte batterier i tide og utide. Vi taler her om flere års levetid på et batteri med et sigte, som altid er tændt.

Min erfaring i dag, siger mig, at jo lavere rødpunkt sigtet sidder på pistolen, jo nemmere er overgangen fra at have skudt med almindelige sigtemidler til en pistol monteret med et rødpunkt sigte.

Nye pistol skytter vil fra starten af, have en markant højere træfprocent med rødpunkt sigte end faste sigtemidler.

lav-monteret-rds

(Billedet viser moderne lavt monterede rødpunkt sigter på forskellige pistoler. Foto: Gary K. Roberts)

Skytter med briller og andre syns relaterede problemer

Jeg er nu 45 år gammel og har fået læse briller på grund af naturlig aldersrelateret svækkelse af synet. Det sker for os alle på et tidspunkt.

Jeg kunne mærke på mig selv, efter jeg trådte ind i systemet igen i foråret 2016, at jeg havde problemer med at skyde med korn og kærv. Jeg havde problemer med fokuseringen, det skiftende fokus fra skiven til forreste sigtemiddel var svært for mig og jeg har siden trænet meget for at forsøge at overkomme dette, men det er stadigt ikke, for mig og min normale personlige skyde standard, tilfredsstillende og det bliver jo nok ikke bedre med aldren.

Jeg skyder stadigt regelmæssigt IPSC med en skytte på 70 år, som også bruger et rødpunkt sigte på sin pistol og han er godt med, hans alder taget i betragtning.

Mange af de, som er udstyret med pistol i dag, er som regel oppe i alderen, officerer og befalingsmænd med mere administrative stillinger og min erfaring siger mig, at skyde resultaterne, som de skyder i dag, nok ikke er helt på højde med dem, de havde tidligere.

Fordi, når man når en vis alder og synet begynder at forværres, så forværres ens skyderesultater også og jeg er ganske sikker på, at det er der også mange andre, som kan nikke genkendende til i Forsvaret i dag. Dette kan muligvis få dem til ikke at ville tage på skydebanen og skyde med pistol, fordi de ved at de ikke går derfra med en god fornemmelse og dermed manglende rutine og færdigheder, hvis de en dag står i en situation, hvor de har brug for dette.

Konklusion

Med mine 20 års erfaring med pistol monterede rødpunkt sigter, er det min overbevisning at skyde uddannelsen på pistol kunne effektiviseres lynhurtigt, antallet af træffere stige markant på f.eks. duel serier med begrænset skydetid og kampafstanden effektivt kunne øges ved, at montere et rødpunkt sigte på den nye værnsfælles pistol. Det vil på alle måder give en kapacitets forøgelse.

Så jeg vil gerne anbefale, inderligt, at planen bliver at alle pistoler bliver udstyret med et rødpunkt sigte, når de bliver udleveret i 2019.

Hvis det ikke er det for nuværende, så burde det tages med, når anskaffelsen sker.

Og så vælg, for soldaternes skyld, ikke en pistol med en magasin sikring.

 

Kilder:

Forsvarsavisen 08, November 2016

RDS pistols for LE and selfdefense, a 3 year study, Gary K. Roberts

Grundlæggende sikkerheds regler for håndtering af våben

Det skader aldrig at gentage disse.

Hvis alle bare kunne finde ud af, at følge disse 4 simple regler, ville man aldrig opleve en utilsigtet skudafgivelse (Vådeskud)

 

  1. Alle våben er altid at betragte som værende ladte.
  2. Aldrig peg på noget du ikke har i sinde at slå ihjel.
  3. Hold fingeren fra aftrækkeren indtil dit sigte er på dit mål.
  4. Vær sikker på dit mål og dets baggrund.

Hej Verden!

Velkommen til det nye tactical.dk website.

Det gamle site er væk og vi starter hermed på bar bund, men opgaven er den samme:

Den kommer primært til at beskæftige sig med emner, som berører soldaten på frontlinien, altså ikke om nye kampfly eller ubåde, men mere tanker om enkeltmands færdigheder, udrustning og våben, som infanteristen benytter eller kunne drage nytte af.

Stay dangerous !

safe-or-deadly