Uddrag fra dagbog PSD Irak 2005

Det er det sjoveste man finder når man sidder og roder på gamle harddiske.

Her er et uddrag af en dagbog jeg førte med lidt hovedpunkter fra et par uger ved det første firma STIS (Southeast Texas Industrial Services) og hvad der bygger op til at jeg springer til et andet firma, MVM Inc.

Al Mussayib, Irak, 2005

24 feb: Tre kran crews blev fyret, sure arbejdere. ½ time efter de forlod sitet, røg der tre morter granater ind over os. En lang, en træf, ikke detonerede og en kort. Heldigt. Vi fandt den stikkende op af jorden og markerede den til evt EOD, fat chance.

Hein fra olive fortalte at de trak sig ud mandag, pga STIS ikke havde betalt GE. Nye rygter ang. ingen penge i STIS og jeg var med til mit første bitching møde med Alan, Justin, Nick og John. Fik en mail adr. på en gut i Triple Canopy, som jeg kunne kontakte ang. at blive sendt videre til en international recruiter.

25 feb: Løb 5 km 27 minutter.

26. feb: Justin kom i unåde ved Bill og Tom, pga. Pause udskiftning, når vi havde fået besked på ikke at gøre det dagen før.

27 feb. Varmt

28 feb: 125 døde i Hilla ved en bilbombe. Tom og Justin havde et opgør, De havde en snak med Jack ang. det hver for sig. Kender ikke udfaldet endnu. Jeg fik at vide af Justin at Bill havde kaldt mig for en løgner, kommenterede det for Jimbo, han sagde at det havde Bill også sagt om mig til ham. Jeg gik til Bill, han afviste at han havde hørt at jeg havde rettet det til Cowboy, til ham ang. det med Justin og pause tingen….fucking amerikanerer….umodne sladrehanke…..

Jeg konfronterede Bill og sagde, at jeg gjorde en ære ud af ikke at være indblandet i nogle kliker og bitching og brok, men at jeg ikke ville kaldes for en løgner. Hvem havde gjordt det spurgte han så? Jamen det har du jo åbentbart Bill…..Jeg forklarede min sag som jeg nu kunne og gik igen. Ham har jeg alligevel ikke helt regnet ud….OG Jimbo….den vendekåbe, ham kan man heller ikke stole på åbentbart.

08 Mar: Jack indkaldte til et møde og meddelte at Tom, som var taget hjem på leave to dage tidligere var blevet fyret. Foster er den nye PM og Hutch er nu TL for Team 2.

09 Mar: Jeg spurgte Bill efter en anbefaling, som jeg kunne bruge til yderligere jobsøgning. Jimbo som skal starte ved ArmorGroup den 15., fortalte at Hutch havde fortalt til dem han var i bilen med på sidste run, at Bill og Steven bliver fyret. Jeg har bestemt mig til at søge væk nu, men også til at sige at jeg bliver, det er på tide at passe på nummer et.

Bill sagde han ville give mig en og jeg spurgte Tom på email om han også ville skrive en.

10 Mar: Har sendt mails ud til forskellige firmaer ang. jobsøgning. Hutch kom og spurgte hvad der var sket med DK’s udsendelse herned til.

Jeg forsøger at hitte DK op på email og sms.

18 Mar: Har i de seneste par dage fået svar fra ArmorGroup og Aegis. De havde pt. Ikke noget. Jimbo forsvandt til Armorgroup den 15. Marts. Jeg så hans CV, der var noget jeg ikke kunne få til at hænge sammen, men man skal åbentbart pynte lidt på det. Det nægter jeg dog at gøre.

Steven ”Rooster” var ude i går og kørte til Bagdad med Hutch og Jack alene i den pansrede Mercedes.

Undervejs samler de en gut fra sitet op omkring Babylon.

På et tidspunkt rækker Hutch sin shotgun om bagved til Jack og han stikker den op i fjæset på den lokale uden at fortrække en mine.

Efter turen går Steven ind og siger op og fortæller at det er grunden. Fortsætter dog til sidst i April og tager så på kursus ved PhoenixCP i Hereford UK.

Jeg har også i går sendt ansøgning ud til Edinburg Risk ang. en Medic position på et hold, tror dog ikke der kommer noget ud af det.

Ligeledes har en gut som har været PM her for Steele sendt ene mail til Rosta og spurgt om han var interesseret i et job i Mosul.

23 Mar: Er ved at være godt træt af de intriger og lort som foregår i kulisserne.

Har et par tilbud på hånden:

RS har et nystartet team i Bagdad, hvor han skal bruge 68 mand. BP har lagt et godt ord ind for mig og han lader til at ville have mig, men har ikke plads før sidste på måneden pga containererne skal ind først.

PH har et eller andet kørende i Mosul, måske med Falcon. Han spurgte efter min Medic baggrund og jeg sagde på højde med en EMT-Intermidiate uden intubering.

Så er der lige kommet noget i dag. Bill F min TL, har fået et tilbud om et job ved MVM og har spurgt om jeg vil med. Ja, er du tosset jeg vil gerne med….MVM er et gammelt renommeret firma som har lavet den slags i over 25 år. Et Tier 1 firma.

Opgaven er en Department of Justice sponsoreret opgave og man vi skal beskytte nogle FBI folk under udgravningen af massegrave oppe nordpå. Sikkert noget der skal bruges i retsagen imod Saddam.

Umiddelbart er det 75 dage, men det kan også kun være 30 dage. Så det er et gamble med løn.

Jeg vælger dog at tage væk herfra, da det er et once in a lifetime for mig, tror jeg at komme ind og på MVM på resumeet/CV’et.

Lønnen er heller ikke helt skidt: 550 usd pr dag, ca. 3000 kr.

24 Mar: Har fået jobbet ved MVM.

Bill F kom og sagde efter aftensmaden, at det var GO og at vi smutter i morgen tidlig.

Så vi kører nok herfra klokken 0700 op til IZ i Bagdad og kommer ind til MVM og starter forløbet med DOD cards osv.

Fra 23 mand til 13 mand på sitet på under 80 dage, de må da kunne se der er noget galt….

25 Mar: Ankommet til MVM villaen i IZ. Mødte Tim, som er MVM’s country manager. Startede DOD card processen og får nok kortene i morgen.

Mødte tre sydafrikanere også, en af dem kender nok Tinnus.

Var inde på CSH hospitalet med en af de ansatte Libanesere ved MVM.

Da vi var der kom der et PSD team fra Custer Battles ind med en død og 3 sårede.

Den døde var en Amerikaner og de tre sårede var lokale.

Vi talte kort med ham som bragte ham ind og han var tydeligt rystet. No shit…


Anyway, branchen er fyldt med idioter og ikke alt er guns, store overarme med tatoveringer og sexede selfier.

P320: Justering af krav

Da jeg blev omskolet til P320 før sommerferien fik vi at vide, at der ville komme en justering af kravene til uddannelsen/omskoling til P320.

De erfaringer, som de havde fået igennem de første superbruger uddannelser og de første uddannelser/omskolinger ved regimenterne havde vist, at folk havde problemer med at bestå 50-skudstesten.

Så de har udsendt et direktiv i Juni måned hvori der er en ny beskrivelse af, hvordan det skal gøres fremover.

Den kan findes på FIIN hvis man søger på “Justering af afsluttende bedømmelse SRS 236 P A-trin.pdf”

Ellers er den kopieret ind herunder:

Som man kan læse, så er der også rettelser i måden selve skydningerne gennemføres. Således udgår skydning med svag hånd aka venstre hånd, hvis du er normal og omvendt hvis du er spejlhjernet 😜

Ligeledes er udgangsstillingen også ændret til at pistolen er i hylsteret og at SLS skal være oppe, men man starter med hånden på pistolen og tommelfingeren må gerne være på SLS sikringen. Imodsætning til den første version, hvor man startede med pistolen i hånden i klarstilling.

Vi skød den på denne måde ved afslutningen af den første dag og alle bestod.

Hvad mener jeg så om at man har været nødsaget til at slække på kravene eller rettere helt droppe kravene, som det jo egentligt i dette tilfælde er?

Som udgangspunkt mener jeg, at det burde være muligt for alle at bestå, forudsat at de modtager en ordentlig uddannelse og instruktørerne ved hvad de laver, samt at skytterne er ærlige overfor sig selv og instruktørerne, mht hvor deres sigter løfter sig fra, når skuddet går af.

Uddannelsen jvf reglementet er der egentligt ikke noget at sætte fingre på, så jeg ved ikke hvor det går galt.

Nu skal jeg så en hel del på skydebanen og hjælpe med at uddanne resten af vores folk de næste par måneder, så det kan være jeg finder ud af det der.

Så vil jeg også prøve at opdatere videoerne, jeg lavede for 1.5 års tid siden med den nye justerede skydning.

Irak krigen, WMD, Saddam og ulovlig krig?

Der har i den sidste uges tid været en masse påstyr om den rapport, som udkom hvor beslutningerne til at deltage i Kosovo, Afghanistan og Irak blev belyst.

Det lader til, at mange mener, vi gik i krig i Irak på et forkert grundlag.

Jeg var en af de soldater, som i 2003-2004 var udsendt til Irak, så man kunne måske mene, at jeg burde været bestyrtet over, at vi gik i krig for at fjerne masseødelæggelses våben, som ikke var der, som USA, UK og Danmark brugte, som begrundelsen for at gå i krig, selvom de egentligt godt vidste, at de var blevet afskaffet efter den første golfkrig.


Men det er jeg ikke.

Jeg har ikke behov for mere end en ordre udstedt af vores demokratisk valgte regering for at gå i krig.

Sådan er soldatens lod nu engang.


Jeg troede ikke på, at Irak havde masseødelæggelses våben. Jeg så med live på TV, da Colin Powell fremlagde USA’s “beviser” i FN.

Han lignede ikke en, som selv troede på det han fremlagde. Hans Blix, FN’s Inspektøren, sagde at der ikke var flere masseødelæggelses våben i Irak.


Vi og alle de andre koalitions styrker fandt naturligvis ingen masseødelæggelses våben.
Så var beslutningen om at gå i krig i Irak taget på et vildledende grundlag? Ja, det lader det til jvf. rapporten.

Bør det få konsekvenser? Muligvis, det er noget for jurister at fastlægge.


Men var beslutningen om at gå i krig i Irak en forkert beslutning? Nej, overhovedet ikke. Det var den rette beslutning.

Og hvorfor så det?

Kort og godt fordi Saddam var en slem gut og fortjente at blive stillet til ansvar for sine handlinger. Saddam Husseins forbrydelser imod menneskeheden stiller ham i samme liga som Adolf Hitler, Josef Stalin og Pol Pot.

Jeg har vedhæftet en artikel her, som omhandler udgravningen af en massegrav, som jeg var med til, i April 2005, da jeg arbejdede for et sikkerhedsfirma i Irak.

Vi var en del af den ydre ring omkring udgravelses stedet og passede på at der ikke var nogen som forstyrrede de arkæologer og FBI agenter, fra Regimes Crimes Liaison Office, (RCLO) som foretog udgravningen af denne massegrav. Denne ene grav indeholdte 114 lig. 2 mænd, 28 kvinder og 84 børn, hvor hovedparten var under 13 år gamle. Der var 9 andre massegrave lige ved siden af.
Lederen af udgravningen, Sonny Trimble, tog alle os fra sikkerhedsholdet, i små hold, med rundt i udgravningen og forklarede deres fund og hvordan det nok havde foregået, på baggrund af de beviser, de havde fundet under udgravningen.

På et tidspunkt står jeg nede i massegraven og knæler ned og kigger nærmere på et par af ligene og Sonny forklarer hvordan barnet, jeg knæler ved, var blevet forsøgt skærmet af moderen, da de irakiske soldater åbnede ild på dem fra kanten af graven af og at man kan følge projektilernes indgang i hendes hånd, underarm og videre ned i barnet og igennem kvinden igen. Skytten havde stået her, hvor han stod, og hans hylstre fra sin AK47 lå derovre, hvor hans kollaga stod og fremviste tomme hylstre og det passede med udkastet på en AK47 i længde og vinkel, når man stod her og skød nedad, forklarede han.

På grund af jordens komposition var der minimal forrådnelse af ligene, når man tænker på at graven var fra 1988. På mange af ligene var der stadigt stumper af kød og hår, noget som i en anden jordtype ville have været ædt bort af syren i jorden.

På grund af at denne massegrav var så imponerende i sin bevaring, opsætning og metodik, fløj man hver dag, kontingenter af koalitions soldater ind for at få en guided tour af området, så alle kunne gå tilbage til deres enheder og fortælle om det.


Så i modsætning til mange andre personer som har udtalt sig i pressen den seneste uges tid, som er bestyrtet over at vi gik ind i Irak og det var en ulovlig krig. Så har jeg ikke de tanker overhovedet.

De havde dog ikke behøvet at lyve overfor mig om masseødelæggelses våben. De kunne bare have sagt: “Saddam er en slem gut, se hvad han har gjort.”

De beviser de udgravede og sammenfattede blev brugt i retssagen imod Saddam Hussein.

Læs venligst artiklen hvis i vil vide mere.

https://archive.archaeology.org/0901/etc/iraq.html

What is going on?

So realizing that I have a lot of international readers and I originally chose to write entirely in Danish for this blog, I came to the conclusion, that I should set up an English section where I translated selected articles into English, as google translate is absolutely horrendous when you used it.

So for the last couple of days, that is what I have been doing, and they have all been posted now.

This unfortunately has screwed up the original timeline of the blog, since these old but newly translated articles have jumped in front of the original timeline.

But I guess, its not that bad for danish readers in the end.

 

Interessant YT-kanal for grejnørder

Nu har jeg igennem et stykke tid abonneret på en Youtube kanal, som lægger rigtig gode indlæg ud om udstyr og våben.

Så jeg syntes, at i også burde opleve den, hvis i ikke har set den før.

Manden bag kanalen er en US Air Force SERE instruktør, som udover at lave gode informative videoer også har en fantastisk tør humor, som kunne være grund nok til at se hans videoer.

Link til hans kanal: Garand Thumb

Hans seneste video, omhandlende kampskjorter:

 

God fornøjelse

Bøllebank – Et anderledes perspektiv

Operation Bøllebank er igennem mange år blevet anset for en militær succes og den nu pensionerede Oberst Lars R. Møller har udgivet en bog om denne, som mange nok har læst.

Den 14/12/2016 var der så pludseligt et meget langt, lettere aggressivt, indlæg på olfi.dk, af Lars R. Møller, hvor han, som han selv beskriver det, “ødelagde den afdøde Erik Kirk’s eftermæle” i et selvforsvar af sin beretning om hændelsen.

DR har nemlig optaget et langt interview med Erik Kirk, hvor han fortæller en anden version af Operation Bøllebank, som bakkes op af op til 20 vidneudsagn, som vist ikke sætter Hr. Møller og daværende ESK CH C. Rasmussen i et godt lys. Dette interview bringes på P1 den 5. januar 2017.

Så Møller reagerede efter devisen: Benægt, benægt benægt og kom med modanklager.

Og det har stødt mange, som kender Kirk og de andre medvirkende i programmet, som støtter Kirk’s udlægning.

Det skal siges her, at jeg var udsendt på DANSQN Hold 1 og ikke Hold 2. Så jeg har ikke været en del af hændelsen, men det er heller ikke enkelt detaljer i træfningen d. 29/4/1994 jeg vil beskæftige mig med her i denne artikel.

Dette kommer til at handle om hvad der er gået forud for den dag og kan måske give lidt baggrund til optakten til 29/4/1994.

Hold 1 Begyndelsen:

Da Danmark fik lov til at sende kampvogne (KVG) ned til Bosnien, gik man af uforklarlige årsager med til, at de skulle ind til Tuzla, fra Serbien. En beslutning alle vi, som skulle afsted ikke forstod, men det var jo over vores niveau, så vi tog afsted. Resultatet var, forudsigeligt, at KVG strandede i Serbien og først efter flere måneder kom ind til vores Area Of Responsibility (AOR) via en længere omvej.

Jeg var en af de heldige, som ikke var på en KVG, men var kører på en 4’er vogn i en KVG DEL. Vi var kun i Panchevo, Serbien i 9-10 dage, hvor vi så kørte ind over grænsen, herefter lukkede serberne grænsen. Så jeg, og de andre 4’ere, havde hele udsendelsen i Eskadronens AOR sammen med Eskadronens forkommando (i alt ca. 10-15 personer)

Vi lavede mange ting, blandt andet kørte vi mange patruljer i vores AOR og forsøgte at opbygge forbindelser med de stridende parter. Det var dog kun de bosniske muslimske styrker, som ville tale med os, serberne viste sig aldrig og aflyste møder, som de tidligere havde givet tilsagn til telefonisk. Så der foregik, efter mine bedste erindringer ingen møder eller forhandlinger face to face med serberne på Hold 1 i vores AOR.

NORDBAT 2 var primært en svensk bataljon, med svensk ledelse.

Svenskerne havde mange episoder hvor de blev beskudt af serberne, men svenskerne var ret robuste i deres væremåde og nød en del respekt fra både os og hos de stridende parter, efter alt at dømme.

Et par dage før de danske kampvogne nåede sydkanten af bataljonens AOR, røg der 2 svenske pansrede mandskabsvogne af typen PBV 302, som blev truffet af Sagger missiler. Resultat: 5 svenskere på felthospitalet NORMEDCOY, som var opstillet af Norge.

Billedet viser en svensk PBV 302 som blev truffet af panserværns missil AT-3 Sagger under et forsøg på at åbne en nødhjælps korridor i den sydlige del af vores AOR dagen før KVG ankom til AOR.

Møllers ankomst

Lars R. Møller ankom til bataljonen, et langt stykke tid før Hold 2, skulle være på plads. Han ankom også lang tid før vores KVG ankom til området og han fik en stilling, som anden næstkommanderende i bataljonen. Bataljonen havde nemlig allerede en svensk næstkommanderende, men Møller fik åbenbart en lignende stilling, så der reelt var 2 næstkommanderende i bataljonen. Møller virkede for mig som en lettere excentrisk karakter fra Regimentet, som gjorde meget ud af hans image. Men da han var Chef i 1. Bataljon og jeg var fra 2. Bataljon, havde jeg ikke noget yderligere detaljeret kendskab til ham og havde aldrig været under hans kommando før.

En aften, kørte jeg, nogle andre ind til et møde i O-gruppen ved bataljons hovedkvarteret, kaldet Victor Lima (VL) Da vedkommende kom ud fra mødet, fortalte han os andre, i hovedtræk, hvad planen for fremtiden var og den skabte stor glæde. Nu skulle serbene endeligt have nogle tæsk, som hævn for alle ting, de havde lavet imod bataljonen. Humøret, på vej tilbage til Camp Gønge, var højt og prioritets opgaverne for os fremadrettet var, at rekognoscere stillings områder for kampvognenes indsættelse til en velfortjent afklapsning af serberne.

Bøllebank Konceptet

Jeg vil kalde dette for “Bøllebank konceptet”

( ikke at forveksle med Operation Bøllebank træfningen 29/4/1994)

Konceptet gik i alt sin enkelthed ud på, at fremprovokere en situation igennem operationer, hvor serberne skulle have så mange bøllebank, næste gang de beskød en af bataljonens enheder, at de nok ville tænke sig grundigt om, før de turde gøre det igen.

Planen var at sende nogle enkelte køretøjer igennem på steder, hvor der havde været beskydning før, for at lokke dem til at åbne ild og så skulle KVG gå i stilling og nedkæmpe alt, hvad der var på den serbiske side af frontafsnittet.

Fælles for alle disse operationer var, at de var stort anlagte, som regel minimum 2 delinger af KVG og Chefens KVG (Minimum 7 stk) og andre pansrede køretøjer samt med “flystøtte” Det vil sige fly, som fløj rundt og lavede show of force, fordi bomber smed de aldrig. Dertil var datidens Rules Of Engagement for stramme.

At træfningen 29/4/1994 blev kaldet “Operation Bøllebank” er nok ikke et tilfælde.

Implementering af konceptet

Problemet med Tuzla området var manglen på forsyningsruter.

Bataljonen planlagde at åbne nye ruter ind i området, men løb konstant på beskydning, når man forsøgte at køre på dem og her var det, at kampvognene kom ind i billedet.

Man ville også gerne have åbnet Tuzla Airfield, så man kunne flyve nødforsyninger ind, men så snart man viste sig med hvide FN køretøjer på Airfield’en, kom der lige en hilsen ned i hovedet på en, fra serberne, afsendt fra en bakke, som blev benævnt “Sukkertoppen”, så mange operationer blev udskudt indtil KVG ankom til vores AOR.

Da de så endelig ankom, gik man straks igang med at implementere disse operationer og Bøllebank Konceptet var altid en del af planen.

“Ikke succesfulde” operationer

Den første operation Tuzla Airfield. Tuzla Airfield lå i en stor dal og et af bjergene som havde fuldt udsyn over Tuzla Airfield var “Sukkertoppen” men efter cirka en uges tid på Tuzla Airfield, var der ikke sket nogen form for beskydning af vores styrker, så operationen døde efterhånden ud og vi gik igang med en anden operation.

Selvom åbningen af Tuzla Airfield blev betegnet som en succes, så landede der aldrig fly med nødhjælp på den under vores FN-tid.

Billede af KVG på Tuzla Airfield.

Den anden operation var at forsøge, at åbne en korridor (Benævnt Mario Road) i den sydlige del af AOR,  hvor svenskerne tidligere havde mistet et par mandskabsvogne og her var alt skytset også kørt i stilling til det store brag, men igen, ingen reaktion fra serberne. De var kloge nok til ikke at reagere og udløse et stort slag, som jo ikke ville falde ud til deres fordel.

Billeder fra første dagen af Mario Road – syd korridor operationen.

Efter nogle dage med Mario Road syd korridor operationen, hvor der heller ikke blev åbnet ild fra serberne, blev det besluttet, at samtidigt med, at operationen løb nede sydpå, at sende en KVG del op i vores Eskadron AOR nord vest for Tuzla for at afprøve nogle af de stillinger, som var blevet rekognosceret tidligere.

Stillingerne overså konfrontationslinien langs floden Spreca og Ozren partiet, som var en bjergkam, som serberne sad på og som dominerede området. I dag løber grænsen imellem Republica Srpska og den Bosniske Føderale Republik langs floden igennem hele dalen op til Doboj området.

Planen her var, senere, at sende køretøjer ned på vejen, som løb langs med floden og forsøge at lokke serberne til at åbne ild på dem, hvorefter KVG i stilling oppe på højde draget, så skulle i stilling og nedkæmpe serberne og alt deres hardware i området.

Samme dag, ved middagstid kl. 1200, omkring Gradacac oppe i svenskernes AOR var der en enkelt SISU PMV, som blev nedkæmpet af serberne på konfrontations linien, som resulterede i, at fokus blev flyttet fra Mario Road syd korridoren og den rekognoscering, som den ene KVG deling lavede i vores område og alt blev dirigeret op til Gradacac, for at afklapse serberne der.

Nu havde serberne jo ikke reageret de andre gange vi havde forsøgt at lokke dem til det, hvoraf man kan udlede at de var kloge nok til at se, hvornår en kamp kunne vindes, fremfor hvornår de selv ville få problemer. Så de havde udset sig en enkelt SISU, imens de vidste, at alle KVG var engageret andetsteds.

Billede af brændende SISU ved Gradacac, taget ca. 10 sek før beskydning fra serbisk side.

Vi blev så omdirigeret til Gradacac og i løbet af nogle timer havde vi fået 2 KVG delinger op dertil. Møller var også tilstede og gav ordre til, at den SISU skulle bjærges og hvis der blev skudt med “så meget som en hundeprop pistol” – (Citat L.R. Møller) så skulle de serbiske T-55 KVG og luftsværnskanoner og andet hardware nedkæmpes.

En håndfuld af bataljonens folk, jeg heriblandt, gik så afsiddet ud til den brændende SISU og forsøgte at klargøre den til bjærgning. Da bjærgningsvognen ankom til området, blev vi så beskudt fra den serbiske side med et helt magasin fra en AK, så tæt på os på jorden, at vi kunne høre overlyds knaldet fra projektilerne omkring os. Men af uforklarlige årsager, så kom der ingen ildåbning fra vores KVG’s side, en ting som har naget mig i mange år, nu havde vi chancen for at afklapse dem, forholdsordren var givet, men ingen reaktion fra vores side. Nok om det. SISU’en blev bjærget, ingen kom noget til og vi roterede hjem nogle dage senere og Hold 2 gik igang med deres opgaver.

På hjemrotations tidspunktet, havde vores KVG været indsat i et par måneder eller tre og havde lavet forskellige operationer med det officielle formål at åbne nye nødhjælps ruter ind i området. Hvis vi derigennem kunne fremprovokere en reaktion fra serbernes side, var meningen af “bøllebank konceptet” skulle have været iværksat og serberne skulle have haft en voldsom afklapsning ud over alle proportioner.

Men serberne bed ikke på krogen, når vi kom med en gennemplanlagt operation og al støtten i orden. Det ville have været en gedigen afklapsning de ville have fået og det vidste de nok godt. Derfor kom der aldrig en reel reaktion fra deres side.

Hold 2 – optakten til 29/4/1994

Hold 2 gik igang med deres opgaver og noget af det første man gør, når man kommer ind og overtager efter et hold er, at gennemprøve alle nødplanerne for at se, om de virker og om der, eventuelt, skal rettes i dem.

Nødplanen ved beskydning af observations posten benævnt T2, var således at køre KVG op til observations posten og gå i stilling og lave show of force, hvilket som regel var nok til at få ro på situationen. Denne plan afprøvede man nogle gange før 29/4/1994. Om KVG var deroppe under afprøvningen er jeg ikke sikker på, men der har  ihvertfald været transport af Eskadronens personel derop for at rekognoscere, samt frembringelse af forsyninger til observations posten, så serberne var ganske godt klar over vejen, man var tvunget til at tage, var perfekt til et baghold.

Problemet med T2 var, at serberne havde direkte indsigt på det meste af vejen derop og det var flankerende kørsel, hvor man var et nemt mål. Derfor skulle der en KVG deling i stilling først, til at støtte fremrykningen. Dette reaktionsmønster aflæste serberne selvfølgeligt under de afprøvninger af planen der foregik og tog det med i deres planer. De noterede sikkert også, at der ikke kom flystøtte under en sådan almindelig reaktion på beskydning. Fordi T2 blev ret jævnligt beskudt. Altsammen brugbare efterretninger, hvis man planlægger at lave et baghold og nedkæmpe KVG.

Da T2 blev beskudt den 29/4/1994 blev det så besluttet at sende KVG afsted, som bataljonens beredskab, som standard reaktionen jo var. Serberne var denne gang klar og da KVG viste sig blev beskydningen af dem iværksat med alle tilrådighed værende midler fra sukkertoppen: T55 KVG, T12 panserværnskanoner, Sagger panserværnsmissiler for at nævne nogle. Endelig var det dem, som satte dagsordenen og havde overtaget i starten af træfningen.

At det heldigvis ikke faldt helt ud til serbernes side, var nok, at Kirk’s KVG deling begyndte at skyde på længere afstand, end de havde regnet med og dermed ikke kunne rækkes effektivt af serbernes direkte skydende våben i deres stillinger.

Summa sumarum

Træfningen den 29/4/1994 ved T2 var kulminationen på et længere forløb, med beskydninger af bataljonens enheder helt fra starten af Hold 1 og forsøg fra bataljonens side på at lokke serberne til en konfrontation, hvor de skulle have en voldsom afklapsning.

Noget, som var ved at gå helt galt, da man nok ikke havde regnet med, at serberne var snu nok til at analysere sig frem til en situation, hvor de kunne lokke KVG i et baghold. Noget, som egentligt var ganske forudsigeligt, når man kigger på helheden.

Heldigvis havde man Erik Kirk, som klarede eskadronen ud af suppedasen.

Hej Verden!

Velkommen til det nye tactical.dk website.

Det gamle site er væk og vi starter hermed på bar bund, men opgaven er den samme:

Den kommer primært til at beskæftige sig med emner, som berører soldaten på frontlinien, altså ikke om nye kampfly eller ubåde, men mere tanker om enkeltmands færdigheder, udrustning og våben, som infanteristen benytter eller kunne drage nytte af.

Stay dangerous !

safe-or-deadly