Det perfekte bælte?

Eller rettere, jagten på det.

Et udpluk af bælter jeg lige havde liggende.

Et bælte kan have flere formål end bare at holde bukserne oppe. Specielt når ens arbejde indebærer at man bærer våben til daglig.

Igennem mange år hvor jeg har skudt IPSC og været soldat, har jeg prøvet en del bælter, nogle deciderede konkurrence bælter, andre deciderede militært fokuserede bælter og nogle som er lidt mere specialiserede.

Jeg har ikke prøvet alle bælter og der er kommet nogle meget interessante bælter til de sidste par år.

I begyndelsen brugte man læder bælter, med udviklingen igennem årene, så blev de stivere og mindre tilbøjelige til at rulle over sig selv under vægten af pistol og udstyr.

I konkurrence verden udviklede man et bælte system, med et indre og et ydre bælte, hvor det indre bælte gik i buksernes stropper og ydre bæltet blev fastgjort udenom ved hjælp af velcro.

I den militære verden i tiden op til 11 september 2001, havde man typisk brugt et basis bælte M/45 eller M/96 til at holde sit pistol hylster og det var det. De gamle pistolhylstre kom jo med indbyggede lommer til ekstra magasin. Udvalget var ikke så stort og konkurrence bælter havde ikke rigtigt gjort sit indtog i den militære verden endnu. Enkelte benyttede sig af et enkelt lags rigger bælte, hvilket var ok til at bære et hylster med pistol til skjult bæring, men ikke til ret meget mere vægt fordi så foldede det over. Jeg havde en overgang et dobbelt lags riggerbælte, som virkede bedre.

Rigger bælte

Efter 2001 begyndte der at ske et indtog af konkurrence type bælter i den militære verden. Jeg brugte selv et gammelt Safariland konkurrence bælte en overgang i Irak i 2005-2011, samt legede lidt med mollebælter, riggerbælter og et Hellweg konkurrence læder bælte specifikt til jakkesæt jobs.

Vi begyndte nu også at bære mere end bare et pistol hylster i bælterne. Nu havde vi behov for at have ekstra magasin tasker i modsatte side, radioer og førstehjælps udstyr med, som også skulle bæres hele dagen og det satte større krav til stivhed og komfort, end de tynde riggerbælter kunne leve op til.

Konkurrence bælterne klarede stivheden fint, men komforten var ikke god efter en lang dag med sådan et fyldt bælte på. De var for stive, tykke og brede i den henseende.

Mollebælter kom ind i billedet omkring 2005-06 for mit vedkommende, jeg legede lidt med et Eagle padded warbelt, et Crye Low Profile bælte (Som bestemt ikke var low profile).

Eagle Molle Warbelt

De kunne bære alt hvad man kunne finde på at sætte på dem i god komfort hele dagen, men var store og relativt tunge og fordi de ikke var fastgjort via velcro til et inderbælte i bukserne, havde de en træls tendens til at bevæge sig rundt på kroppen.

Omkring 2011 kom Arc’teryx LEAF ud med deres H-150 Riggerbælte. Det brugte jeg i mange år primært som et almindeligt buksebælte, men legede lidt med det i et par bukser med hylster og tasker permanent monteret i bæltet. Til mine jobs var det dog af begrænset brugbarhed udover at holde bukserne oppe, da jeg kun havde gevær på de fleste af de jobs i den periode. Men meget komfortabelt hele dagen.

I 2014 fik jeg fat i et Crye Precision MRB (Modular Rigger Belt), som er et kryds imellem et konkurrence to-bælte system og et Molle bælte, hvor inderbæltet var forstærket og formet med en kurve, så det sad godt omkring hoften og yder bæltet med Molle webbing var en slags ærme trukket udover et tyndt bælte, som så blev monteret ved hjælp af velcro på inderbæltet. Det virkede faktisk rigtigt godt, selvom pistolhylsteret ikke sad så godt fast på yderbæltet, da stivheden var i inderbæltet. Det bedste ved det bælte system var det formede inderbælte og det var jeg meget glad for.

Øverst Crye Low Profile belt og MRB nederst.

På arbejdet har jeg igennem de sidste 6-7 år brugt bælter fra Sickinger, et par fra Safariland, et par Gunfighter bælter fra Orion Defence, og de sidste 8-9 måneder et Crye Range Belt. De er alle to-bælte systemer og alle på nær Crye Range bælte er lineære bælter uden formning til hofterne og de fleste benytter sig af store spænder som Cobra Buckles eller klik spænder som jeg bare ikke er fan af mere.

Efter jeg er blevet lidt tyndere og har mistet lidt padding på hofterne er jeg blevet endnu større fan af bælter med formning til hofterne. Det hjælper gevaldigt på komforten over en lang dag med et fyldt bælte på.

Da de fleste af mine bælter i dag er for store til mig, så jeg skulle ud og have et som passede ordentligt. Jeg har gået og overvejet et Blue Force Gear CHLK Belt i et par år, men det var lidt overkill med et load rated bælte, som er designet til at kunne spænde sig fast i en helikopter. Så jeg har ventet på at de ville komme ud med deres nye udgave, hvor det ikke var krævet til bæltet.

Så jeg bestilte et Blue Force Gear GRID Belt, da jeg fandt en forhandler i UK som solgte det.

GRID bæltet er et to-bælte system, med både formet inder og yderbælte, med en god stivhed og laser cut slidser til at montere tasker i.

Jeg var lidt usikker på de slidser der er lavet i bæltet og det viser sig, at jeg ikke kan få Molle tasker med stropper med plaststiver og trykknapper igennem dem.

Forskellige monterings anordninger

Alle soft straps med tuck tabs jeg har prøvet fra TYR, Tardigrade Tactical, Orion Defence og Paraclete passer. BFG Helium Whisper naturligvis også. Derudover passer Orion Defence Gunfighter bælte magasin tasker, Tek-Lok baserede tasker og velcro One Wrap tasker fra ESSTAC og det udleverede pistol hylster og magasintasker fra Safariland.

Jeg monterede mit SIG P320 IPSC Pistol hylster fra Double Alpha, 2 magasin tasker fra Orion Defence og 1 fra Safariland, samt BFG Micro Trauma Kit og en TQ holder fra Orion Defence og benyttede det sidste weekend til en IPSC Match.

Normalt, når man har skudt den sidste bane sådan en dag, er noget af det første man gør, at tage sit gunbælte af, fordi man pakker sammen og ikke gider gå med det mere efter en hel dag. Jeg havde ikke behov for dette fordi det er så forbandet komfortabelt, at man tror det er løgn. Så pakkede sammen i en times tid med bæltet på og tog det først af, da jeg skulle sætte mig ind i bilen til hjemturen.

Jeg er virkeligt overrasket over hvor komfortabelt det er at have på en hel dag med vægt i. Der var ingen ømme hofteben eller tryk punkter nogle steder. Jeg tilskriver det til den lette foring/padding af inderbæltet og udformningen af kurven på begge bælter.

Man kan få et lille Cobra spænde, som tilbehør til GRID bæltet, men jeg er ganske tilfreds med det spænde det kommer med fra starten.

Alt i alt, så mener jeg, at Blue Force Gear har knækket koden på at lave det bedste gun bælte, jeg har prøvet endnu.

Der findes andre producenter, hvis bælter jeg endnu ikke har prøvet, som ser interessante ud og flere af dem jeg har brugt har været ok gode, så det her skal ikke forståes som om andre producenters bælter ikke er gode. Der er bare ingen som når det her bælte i komfort i mine øjne på nuværende tidspunkt.

2 tanker om “Det perfekte bælte?

  1. Hey, jeg ved det ikke er så relevant ift. den her artikel, men har du haft hænderne i den nye kampuniform? En norsk kollega har fortalt mig han lige har fået sin udleveret, og den ser godt nok lækker ud.

    Kunne være fedt med dit take på vores nye uniform (som vist desværre først kommer i 25).

    • Jeg har pillet lidt ved nogle af delene, men ikke selve kampbukserne eller kampjakken. Men med det jeg har set, så ser det godt ud. Det virker gennemtænkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.