H&K Tactical Medicine kurset forgik i San Diego, Californien.

Jeg landede i Los Angeles efter det var blevet mørkt og fik fat i en lejebil. Derefter satte jeg kursen imod syd i retning af San Diego.

Jeg fandt et skummelt, men billigt motel i Chula Vista og fik et værelse og gik i seng.

Næste morgen var det så imod San Diego Politiets trænings center, som lå oppe i noget bakket terræn i nærheden af et stort fængsel.

Kurset var beregnet på personer, som skulle ind i den taktiske verden og virke som udvidede førstehjælpere, medics eller læger.

Et kursus, som jeg havde udtænkt, kunne give mig en værdi standard, som en evt. rekrutterings agent kunne sige god for.

Det er lidt en ukendt størrelse at sige, man er uddannet fri sygehjælper i det danske forsvar, så det var min bagtanke med at tage dette kursus.

Alt i alt var det et ok kursus, men jeg følte egentligt ikke jeg lærte noget nyt. Jeg havde forinden i foråret været på et Taktisk Medicin kursus og noget PHTLS i Forsvaret, som blev afholdt i Oksbøl.

Det var i hvert fald ligeså godt, som det de havde sat op i USA.

Det eneste jeg rigtigt lærte var, at hvis man opdagede, at man var i gang med at storme et Methamfetamin laboratorium, så skulle man skynde sig ud, fordi hele lortet kunne springe i luften og luften var giftig. Breaking Bad var endnu ikke kommet ud på dette tidspunkt.

Der var en del skydning også, samt noget indtrængning og rumkamp for SWAT hold, som størstedelen af de folk på kurset ville få brug for, da de enten var eller blev medics på et sådant hold. Eller allerede var på et hold og skulle være den designerede medic fremover. Så der var folk fra alle mulige hjørner af den amerikanske politi og de føderale enheder også.

Jeg mødte på kurset også nogle folk, som jeg havde snakket lidt sammen med på internettet, på et forum for ligesindede krigere og vi tog i byen og så seværdigheder i San Diegos natteliv om aftenen.

En af dem var læge og den anden var Physicians Assistant og de skulle til Irak i løbet af året med den amerikanske hær, så de sugede alt til sig med våben og skydning, som de kunne.

En anden var SWAT gut fra Santa Fe og da vi lige skulle forbi mit motel på et tidspunkt, spurgte han, hvordan jeg turde bo sådan et sted?

Jeg spurgte, hvad han mente med det?

Han fortalte så, at der var bande grafitti overalt og hvad de forskellige tegn, som var malet på stakittet, som omgav motellet betød og hvilke bander de tilhørte. Motellet havde åbenbart en klar tilknytning til en af de værste bander.

Den næste morgen og fremover, sørgede jeg for at intet af mit taktiske grej var synligt, når jeg bar tasker og tøj ind og ud af mit værelse til bilen.

Tøsen i receptionen var dog rimelig sød og smilende, da jeg checkede ud senere på ugen.

Der var også Keith, en SEAL fra Seal Team 3, som holdt til i Coronado ved San Diego, som jeg kom godt ud af det med.

Da han en regnfuld dag på skydebanen, så min udleverede regnjakke M/96 fra Forsvaret, som jeg havde taget med derover, så spurgte han om han ikke lige måtte se den. Jeg tog den af og gav den til ham.

Han bogstaveligt talt rev den ud af mine hænder og holdt den ind til brystet og sagde at den jakke ville jeg aldrig få tilbage. Den ville han have, koste hvad det ville.

Jeg spurgte, hvad han havde at bytte med.

Han åbnede bagsmækken på hans pick up og sagde, tag hvad du vil have. Jeg så en masse godt grej der, blandt andet en helt ny beskyttelsesvest af mærket Eagle CIRAS, i farven Ranger Green, som jeg rørte lidt ved.

Den ville han dog ikke gå af med, han havde lige hentet den nede på basen i Coronado tidligere om morgenen og det var den nye SOCOM standard udleverede beskyttelsesvest og han ville nok få lidt ballade, hvis han allerede om aftenen manglede den.

Men så tog jeg hans hjelm istedetfor, en model Gallet TC-2000, som sad noget bedre på hovedet end den vi havde udleveret i Forsvaret gjorde. Den havde han haft med i Afghanistan på Operation Enduring Freedom i 2001-2002 ved Task Force Kabar hvor også danske Jægere og Frømænd var med.

Han var lidt øm over at skulle af med den, men sådan var tingene nu engang. Da jeg kom hjem, måtte jeg selv betale erstatningen for regnjakken, som var omkring 900kr, sådan kan det jo gå.

Efter endt kursus dag, tog han mig med ned til Tactical Assault Gear’s forretning, som lå i Coronado, da han mente jeg skulle møde hans makker, Chris Osman.

The Steele Foundation – International Training Group – Executive Protection Agent Course

Efter en uge i San Diego, fløj jeg til San Francisco til The Steele Foundation International Training Group, livvagtskursus. Det varede i alt 12 dage og omhandlede alt, hvad man kunne forestille sig en livvagt grundlæggende skulle kunne.

Man kan altid putte mere og mere på og gentage ting, men jeg syntes det meste var rigtigt godt dækket ind her på dette kursus.

Det foregik på Alameda County PoliceTraining Center og vi boede på et hotel i nærheden.

Jeg blev indkvarteret med en gammel Navy Corpsman, en Corpsman er i bund og grund en meget udvidet førstehjælper fra det amerikanske søværn, som blev afgivet til Marinekorpset til kampopgaver.

Instruktørerne der havde lang erfaring indenfor jobbet og chef instruktøren var headhuntet fra US Armys livvagt skole i Fort Leavenworth og var ham, som havde lavet kursus beskrivelsen og havde lavet livvagts manualen for US Army skolen.

De andre instruktører havde alle en solid baggrund indefor personbeskyttlse, med klienter som f.eks Bill Gates, Henry Kissinger, Haitis tidligere Præsident Aristide og mange andre.

Et par af dem havde været i Irak, som livvagter for blandt andet Steele Foundation og Triple Canopy.

Det var nok det mest professionelle og gennemførte kursus jeg havde oplevet på dette tidspunkt. Lange dage, der som regel blev afsluttet med en tur på Hooters med alle elever og instruktører.

Kørselsdelen som var på kurset var fantastisk. Alt foregik i både dagslys og mørke, angreb med paintball på ruderne, for at simulere splinteret glas.

FX øvelser med UTM ammunition indgik regelmæssigt. Computer simulationer, hvor man kørte i deres politibil simulator, blandet med AI biler og instruktørerne som jagtede os, hvis de så nogle mistænkelige biler kører rundt.

Der blev smadret nogle udlejningsbiler ved en øvelse om aftenen, det røg vist bare på forsikringen.

Efter 10 dage var der en 2 døgns praktisk øvelse, hvor vi havde nogle klienter, som vi skulle passe på og servicere i alle mulige og umulige situationer. Det var spændende, lærerigt, hårdt arbejde, stressende og sjovt. Det hele udgik i centrum af San Francisco.

På et tidpunkt skal en gut ved navn Matt og jeg så eskortere 2 kvinder rundt i downtown San Francisco og de går selvfølgeligt ind i en Victoria Secrets forretning for at se om de kan hylle os ud af den. På et tidspunkt siger Matt så køligt til dem, at det havde han allerede prøvet med en rigmands 16 årige pige han skulle passe på. Hun prøvede dog alt muligt frækt undertøj på dengang og poserede for ham og spurgte om hans mening. Så med mindre de havde tænkt sig at gøre det for ham, så havde han allerede klaret sådan en situation. De forlod butikken og vi fulgte ind i et stort butikscenter.

Der blev det interessant. Lige pludseligt, var der et større livvagts team som også kom derind. De var på en reel opgave og de var alle asiater. Vi hilste pænt på hinanden. Når man ved hvad man skal kigge efter, er livvagtshold utroligt nemme at udpege, hvis man ikke gør meget for at skjule det.

Derefter var de sidste 2 dage ren skydning, kun pistol, både på almindelig skydebane og fra kørende bil, handlebaner og mørke skydning også.

Vi sluttede af med US Department of State’s kvalifikationsskydning for livvagter. Jeg skød maximum point og var godt tilfreds med det. Nå ja, det gjorde ca. 80% af de andre jo også. Den var ikke så svær.

Det bedste ved kurset var, at jeg mødte nogle folk, som senere ville sige god for mig, da der skulle bruges folk til et job i Irak.

Efter kurset var overstået, var min tid på civil uddannelse i USA også overstået. Så jeg tog flyveren hjem til Danmark. Dette var midt i November 2004.

T.E.E.S. stod for Tactical Explosive Entry School og ejeren var Alan Brosnan, en New Zealænder, med en fortid i det New Zealandske SAS.

Han var emigreret til USA og havde startet denne skole, med speciale i eksplosiv indtrængning. Noget man normalt forbinder med militære operationer, men som med den rette teknik og de rigtigt uddannede folk er fantastisk effektivt i politiets SWAT aktioner. Der var på daværende tidspunkt kun 2 skoler i USA, som uddannede i dette speciale og TEES, var den ene af dem.

Her var jeg tilmeldt hans Livvagts kursus, men der havde været for få tilmeldte til det kursus og jeg først fik beskeden om, at det var aflyst, efter at kursusafgiften var betalt og ca. 2 dage inden jeg skulle afsted.

Jeg valgte ikke at sige noget om det til CU-Folkene og aftalte med Alan, at jeg så sprang på hans andet kursus i stedetfor. Det var nok den nemmeste måde at undgå bureaukrati på.

Det kursus var så benævnt Complete Close Quarters Battle. Altså et ”Komplet Nærkamp’s kursus”.

Hvilken relevans havde et decideret CQB kursus så for en livvagt?

Man kunne sagtens forestille sig, at en bygning man var i med sine klienter blev angrebet og man skulle kæmpe sig ud fra den, så var rumkamps færdigheder essentielle. Så selvom det ikke var et decideret livvagts kursus, som jeg kom ind på ved TEES, så havde det stadigt relevans for det job jeg skulle udføre, hvis jeg fik et job bagefter i Irak.

Og jeg havde jo et par andre deciderede livvagts kurser allerede i kursus rækken, så jeg var egentligt godt tilfreds med udviklingen. Så til dette kursus havde jeg måttet pakke en hel taske med uniform og taktisk udrustning.

Da det var varmt derovre, havde jeg smidt en ørken uniform, en protec bump hjelm og et chestrig i bagagen, så kunne jeg vist klare mig uden at overskride vægten for baggage i flyverene.

Kurset var delt op i tre dele.

Der var en håndgemæng del omhandlende SPEAR systemet med Tony Blauer, som instruktør.

En skarpskydnings/rumkamps del, med Phil Singleton, som instruktør.

Den tredje del var eksplosiv indtrængning, som Alan Brosnan, selv stod for.

Alt i alt var det en uge med, en masse action i.

Det var en god blanding af folk, som deltog og vi kom hurtigt frem i pensum. Den sidste dag lavede vi fulde scenarie øvelser, hvor alt blev implementeret. TEES havde 2 killhouses. Det ene blev brugt til gennemgang og træning altsammen med skarpt ammunition i både pistol og karabin. Den anden blev kun brugt den sidste dag til de afsluttende øvelser, så vi kendte ikke layoutet på den. Der angreb vi det fra flere sider et par gange, alt med skarp ammunition og skarpe sprængladninger, det var ”vildt skægt”, jeg havde det som blommen i et æg.

Jeg kom i løbet af ugen i snak med en flok amerikanske Special Forces folk, fra John F. Kennedy Special Warfare Center. Det var hele instruktørkadren fra deres CQB kursus SFAUC, som var ude for at få noget nyt input og se om det enten passede sammen med deres eller de kunne forbedre deres eget pensum. Dem kom jeg godt i snak med og de var alletiders, når vi var i byen om aftenerne. På et tidspunkt spørger en af dem, om vi har soldater i kampen imod terror.

Ja, det havde vi, sagde jeg.

En bataljon i Irak, hvor jeg selv havde været tidligere på året og omkring et hundrede mand i Afghanistan på dette tidspunkt.

Næsten i kor sagde de alle: ”Tak, det betyder meget for os, at i er med os”

Det blev jeg alligevel lidt rørt over, at de mente det så alvorligt.

Nærkamps delen med Tony Blauer var interessant, især fordi Tony er lidt en stand up komiker, samtidigt med at han kan slås. Han startede ud den første dag med at sige, at han ikke var en ”gun-guy” men vidste noget om at slås med hænderne, hvorefter han gik direkte over i at instruere SPEAR systemets integration med våben. Endnu mere interessant var det, at den SF kadre jeg omtalte før, i deres undervisning på JFK SWC havde integreret SPEAR systemet fuldstændigt og var overbeviste om dens effektivitet. Det tog jeg i mente.

En anden af instruktørerne, Phil Singleton og jeg kom også godt ud af det med hinanden. Jeg fortalte ham på et tidspunkt, at jeg havde lige været 2 uger ved Heckler & Koch på et par kurser.

Han fortalte så, at det var ham, som oprindeligt havde startet HK’s trænings afdeling op, International Training Division, da han emigrerede til USA fra England, efter han var færdig i SAS.

Det vidste jeg egentligt godt, fortalte jeg ham og om aftenen tog vi ud og fik et par fadbamser, sammen med de andre fra kurset og der underholdt Phil med sjove fortællinger, en rigtig herlig gut.

Phil var med det engelske SAS, da de angreb den Iranske Ambassade ved Princess Gate i London under Operation Nimrod, den 5. April 1980, for at ende en 5 dage lang gidsel aktion.

Det blev altid et samtale emne efter et par øl, hvor nogle af kursisterne uvægerligt på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen spurgte ind til det.

Phil påstod altid, at han var gået glip af selve angrebet fordi, da ordren til at iværksatte kom, sad han på toilettet og nåede ikke med ind.

Ja ja, den er god med dig, Phil.

Den sidste dag på kurset, hvor vi lavede skarpe angreb på deres andet killhouse, var jeg nummer 1 igennem den første dør, efter vi havde sprunget den op.

Da jeg kommer hen til døren og træder ind over tærsklen begynder jeg at beskyde en skive, som stod 7 meter væk henne af gangen, med min M4 karabin med bærehåndtags sigtemidler.

Vi havde fået at vide under instruktionen, at nu var det kun hovedskud, som talte på skiverne, så jeg skød 10 skud imod hovedet på skiven, imens jeg i hurtig gang bevægede mig hen til den og prikkede den i brystet med piben.

Så blev jeg stående ved skiven, som befalet indtil hele huset var blevet renset.

Da jeg var den første igennem døren og Phil fulgte med helt ind til slut i huset og gav tilbagemeldinger til hver enkelt på vejen ud igen, så gik der noget tid før han kom tilbage og skulle give mig tilbagemelding.

Han kiggede på min skive og spurgte, hvem har skudt den her?

Jeg sagde, at det var mig.

Hvor havde jeg skudt den fra?

Jeg begyndte at skyde i døren, da jeg så den og så hele vejen op til den, som han havde instrueret os i at gøre.

Ok, sagde han og samlede sin tommel og pegefinger, som et ok-tegn og holdt det hen over mine skud i hovedet på skiven. Alle skuddene var indenfor hans 0 i fingerene.

Godt arbejde, sagde han og klappede mig på skulderen.

På det tidspunkt havde jeg også skudt ret intensivt i 3 uger og var skudt varm, men jeg var nu alligevel lidt stolt over at han mente, det var flot.

Senere på dagen, kom Phil hen og spurgte, hvad jeg skulle lave ugen efter?

Jamen der skulle jeg sådan set ikke noget, jeg havde et par ugers hul imellem nogle kurser og havde tænkt mig at køre lidt rundt i USA og kigge på seværdigheder.

Så foreslog han, at jeg lige kunne tage med ham til Saint Louis og deltage i et 6 dages CQB skydeinstruktør kursus. Det kunne jeg få gratis af ham, fordi jeg havde gjort det godt her, jeg skulle bare holde ham ved selskab i byen om aftenen.

God plan, tænkte jeg, den snupper jeg.

Og så kørte vi til Saint Louis om lørdagen.

”Lejesoldat og dræbermaskine”

På et tidspunkt i løbet af ugen ved TEES, efter endt kursus dag, sad jeg inde i Memphis midtby og sugede gratis Wifi i min udlejningsbil og hentede min email. Det snuskede motel, jeg boede på, havde ikke internet forbindelse, så jeg havde ikke fået hentet min mail i et par dage.

I min indboks tikkede der så en email ind, fra en Peter Astrup, journalist på Ekstrabladet. Emailen var sendt for et par dage siden og i den stod at min person og min tur til USA var grundlaget for en artikel, som de ville bringe i Ekstrabladet.

Tilfældigvis, samtidigt med at jeg læste denne email, ringede min mobiltelefon. Jeg besvarede den og det var underligt nok ham Peter Astrup.

Han fortalte mig det samme, som stod i den email og spurgte, om jeg havde en kommentar til det?

Nej, det havde jeg sådan set ikke. jeg ønskede ikke at deltage i deres artikel.

Det var han sådan set ligeglad med, nu havde han tilbudt mig en mulighed for en kommentar og så var den samtale overstået.

Ok, whatever.

Det tænkte jeg ikke nærmere over, men dagen efter begyndte sms’erne at tikke ind fra mine venner i kompagniet hjemme i Oksbøl. Artiklen var selvfølgeligt blevet bragt i Ekstrabladets vanlige facon, hvor de kun tænker på overskrifter, som kan sælge aviser og var sensations journalisme af den værste art.

Artiklen var skrevet på forhånd og det tilbud om en kommentar, havde været rent proforma.

De havde bragt et citat fra mig fra et diskussionsforum, hvor jeg lavede et par opdateringer til de andre medlemmer om, hvordan kurserne gik, som information, så de kunne se, at man også kunne vælge noget, ikke så traditionelt, at bruge sin CU på.

Her afsluttede jeg en af beretningerne med at skrive noget fra et citat, som vores kursus leder, Alan Brosnan havde brugt på at afslutte dagens træning ved den daglige evaluering.

Et bemærkning, som i den type miljø som vi, krigere, befinder os i, ikke er uhørt og en måde at holde humøret oppe på, når man er træt efter en hel dag på skydebanen med fuld udrustning.

Han sagde, ”Tomorrow is going to be fun, we’re going to blow some shit up. See you guys at 0800 in the morning.”

I EB blev det bragt som mit citat: ”I morgen skal vi ud og ”Blow Some Shit Up”

Og det var så blevet essensen i det hele i en artikel og spørgsmål om min personlighed og moral og integritet…

Bare fordi man syntes at sprænge ting i luften var sjovt.

Det vidste alle da, som havde prøvet det. Hvorfor mon der er så mange som køber, importerer og sælger ulovligt fyrværkeri? Fordi et ordentligt brag er pisse sjovt.

Den kære Villy Søvndal, som jo altid var kritisk overfor regeringen havde så selvfølgeligt læst denne artikel, der udkom den 24. September 2004 og stillede spørgsmål fra Folketingets talerstol til Statsministeren, Anders Fogh Rasmussen og Forsvarsministeren Søren Gade:

Om det kunne passe at det danske forsvar havde en soldat på lejesoldats kursus i USA og samtidigt havde betalt for det?

Det skabte selvfølgeligt lidt debat og regeringen gik i gang med en undersøgelse for at svare på spørgsmålene, som var blevet stillet.

Men nej, teknisk set, betalte jeg selv for kurserne med den civiluddannelse, jeg havde opsparet, det var ikke Forsvaret som betalte det. Civiluddannelsen var min og en del af den løn og ydelser man fik, når man havde gjort tjeneste i en årrække.

Men fakta er blot mindre teknikaliteter, som står i vejen for en god historie, når man er sensationsblads journalist af den værste skuffe.

Igennem flere SMS’er fik jeg at vide, at den var helt galt i Danmark og jeg nok skulle komme hjem, var der sågar nogen, som foreslog.

Ah, det mente jeg nu ikke, at jeg skulle, jeg havde stadigt nogle ting, jeg skulle nå i USA. Vi ses i midt november.

Yderligere, så var Regimentschefen, CU-Styrelsen, og min kompagnichef også blevet oversvømmet med spørgsmål ang. min person.

Det lod til at være et ret så interessant emne i et par dage, indtil min CU rådgiver i Oksbøllejren tog de papirer frem, som havde været hele systemet igennem og var blevet godkendt, efter min begrundede ansøgning var blevet behandlet og så var der ikke mere at komme efter.

Men da jeg havde valgt en lidt utraditionel forgrening på min karriere ud i det civile, så blev det åbenbart interessant at rode i og noget som kunne sælge aviser den dag.

Dagen efter skrev Ekstrabladet i Lederen mere om det og jeg blev omtalt som en Dræbermaskine og de satte spørgsmål ved min moral og integritet og blev sammenlignet med dem, som havde mishandlet irakiske fanger i Abu Ghraib fængslet.

For fanden da.

Jeg havde sgu da ikke brugt 15½ år af mit liv på at tjene landet og arbejde for fred, demokrati og menneskerettigheder i forbindelse med mine 8 udsendelser til krigsområder med Forsvaret.

For så at vende det 180 grader og begynde at skyde uskyldige mennesker ned, voldtage kvinder og brænde små børn på et bål….(Det er jo den populære forestilling om en ”lejesoldat”)

Singleton CQB Shooting Instructor Course

Søndag morgen startede kurset, som Phil havde inviteret mig med på.

En hel dag i klasselokalet 0800 til 1700 med teori lektioner om de forskellige våben, som vi skulle igennem.

Det var HK MP5, G36K og M4 Karabin.

Samling og adskillelse af dem, tilbehør osv.

Som afslutning på dagen, skulle vi alle afholde en teori lektion, som vi trak op af hans hat på et vilkårligt våben system, som vi havde gennemgået. Jeg trak ”Indskydning og indstilling af sigtemidlerne på MP5”.

De, som kender Gevær M/75 (HK G3) fra Forsvaret ved, at når bagerste sigtemiddel skal justeres, skal man benytte et specialværktøj og det kan godt volde lidt problemer engang imellem, og lad os bare sige, at det gjorde det også for mig på MP5’eren den dag, men jeg klarede det uden at gå for meget i panik.

Resten af ugen var det så skydning, først lærte han os alle hvordan man skulle skyde, derefter alt om hvordan man lærte andre at skyde, positive indlæringsmetoder osv.

Alt sammen med demonstration af Phil først.

Den mand beherskede skydning med MP5, som ingen anden jeg nogensinde har mødt.

Et af hans signatur øvelser når man skulle bevise hvor godt man kunne kontrollere en MP5 på fuld automatisk, var at man i en lang byge skulle skrive sit fornavns initial på en skive med kuglerne.

Phil demonstrerede dette først og lavede et stort P midt i skiven med 30 skud i en lang byge.

Det var lidt sværere at lave et K, måtte jeg sande, men med lidt god vilje kunne man godt se det, påstod jeg.

Efter 6 dage på det kursus var der en afsluttende praktisk prøve, hvor vi kørte en skydelinie igennem et vilkårligt program Phil gav til personen, som var under bedømmelse.

Så med en kort forberedelsestid inden man gik i gang var det ellers bare med at sætte i værk og få det til at køre. Det gik fint og vi bestod alle kurset.

Det var en hård uge, fordi vi var i byen hver aften og Phil er svær at følge med, når der kommer Guinness på bordet. Men det var en sjov uge, både om dagen og om aftenen.

Efter denne uge, havde jeg så et hul i min kursuskalender.

Jeg gjorde en rigtig amerikansk ting, jeg tog på road trip igennem den østlige halvdel af USA.

Fra Saint Louis gik det op til Buffalo NY, til Niagara Falls.

Så ned langs østkysten til Jacksonville i Florida, hvor jeg mødtes med Gene fra High Speed Gear og vi besøgte G-Code Holsters.

Jeg endte i Nashville, Tennessee, hvor jeg steg ombord på en flyver og fløj til San Diego i Californien.

Da jeg tog til USA i September 2004, var mit første stoppested Florida, hvor Heckler og Koch International Training Division (H&K ITD) afholdt 2 ugers livvagts kursus.

Det foregik på Lakeland Police Training Area i Lakeland imellem Tampa og Orlando. Trænings området var hovedsædet for deres SWAT trænings team og dem så vi en del til i de to uger.

Den første uge var temaet på kurset ”Våben deployering under operativ kørsel”. Det var delt op i to dele, som blev integreret efterhånden som tiden skred frem.

Første del var kørsels teknikker, kortege kørsel, undvigemanøvrer, defensiv kørsel samt offensiv kørsel, hvor man brød blokader og skubbede andre biler af vejen.

Og så var der anden del, som var fokuseret på våbenbetjening og skydning i forbindelse med brug af køretøjer.

Så vi skød en del med USP pistol og MP5 maskinpistol, både stående, knælende, liggende i mærkelige skydestillinger på jorden, gående, løbende og så videre på skydebaner.

Men også inde fra biler, som holdt stille, ud igennem forruden og side ruderne på biler, imens disse var lukkede, så man kunne se hvordan kuglerne opførte sig, når de først skulle trænge igennem glasset, samt fra kørende biler også.

Det var et rimeligt godt kursus, i den forstand, at jeg lærte en masse og så var det også sjovt samtidigt.

Når vi efter endt kursusdag var færdige og kørte tilbage til hotellet, så øvede jeg kørsels formationer med et amerikansk SOCOM team fra Fort Bragg, som også var på kurset og de boede på samme hotel som mig. Man skal suge alt til sig og udnytte enhver lejlighed for at repetere hvad man lærer og de havde samme indstilling, så dem kom jeg godt ud af det med. De var fra en kommunikationsenhed, som støtter special styrkerne, når de er i kamp og dette kursus var en del af deres forberedelse til en udsendelse til Afghanistan senere på året.

Ugen efter, var det så selve livvagts tjenesten, som man gik i dybden i.

En fra mit kompagni i Oksbøl, MS, havde også fået tilladelse til at tage på kurset, så han kom derover i weekenden inden vi begyndte på livvagts delen. Jeg hentede ham i Tampa Airport om lørdagen og kurset startede om mandagen.

I uge to var der også noget kørsel og under en af manøvrerne rullede en af bilerne rundt på taget med fire elever inde i den.

På daværende tidspunkt sad vi andre i klasselokalet og havde noget teori og lige pludseligt kom en af instruktørerne ind og sagde: ”Ring 911, de er lige rullet rundt med en Surburban”

Vi gik allesammen udenfor, for at se hvad der var sket. Da jeg så at den lå på taget og der stod en masse personer rundt om den, besluttede jeg mig for at tage et nærmere kig på sagerne og MS og jeg satte i luntetrav kurs imod bilen.

Jeg havde i min tid i Hæren været på en del uddannelse indenfor førstehjælp og i den forbindelse også været i ambulance praktik i Ålborg, hvor vi var til en del trafik ulykker, samt haft noget skadestue tjeneste i Viborg inden nogle udsendelser, så jeg ville lige se om jeg evt. kunne hjælpe til, hvis der var behov for det.

Da vi kom hen til bilen stod alle SWAT folkene, cirka 20 stk, rundt om den og kiggede på den hjælpeløst.

En af dem råbte: ”Er der en EMT til stede?”

Jeg sagde at ”Jeg er Combat Medic, hvad er problemet?

Han sagde så, at der var en person, som sad fast inde i bilen.

Ok, jeg gik helt hen til bilen, lagde mig ned og kiggede ind igennem førerens vindue. Hele toppen af vinduesrammen var trykket voldsomt ned og føreren sad stadigt fastspændt i sin sele. Hans hoved var i klemme imellem vinduesrammen og hans højre skulder, som med hele hans kropsvægt pressede hans hoved ind i skulderen, da kroppen stadigt var spændt fast i selen og tyngdekraften trak kroppen nedad.

Han var bevidstløst og træk ikke vejret. Jeg kunne ikke komme til at frigøre hans sele. Der var blod overalt på hans overkrop, vinduesrammen og hans ansigt.

Jeg rejste mig op og sagde, ”Vi skal have vendt bilen nu med det samme, han er bevidstløs og ved at blive kvalt.”

Så skal jeg lige love for at de store SWAT gutter kom i aktion. 1000 watt i armene og ingen lys i pæren.

I løbet af 10 sekunder havde de fået vendt bilen op på siden, imens jeg forsøgte at stabilisere hans hals og nakke så godt jeg kunne. MS og en af SWAT gutterne støttede så mig imens. Da den lå på siden blev hans luftvej åben og han begyndte at trække vejret igen. Jeg sagde, de skulle holde bilen der og få en ind under ham til at støtte, så vi kunne løsne hans sikkerhedssele og få ham ud.

Et par af gutterne fra SOCOM enheden kravlede ind igennem det bagerste vindue og støttede ham og løsnede hans sele og vi fik ham ud, alt imens jeg støttede hans hals og nakke, så godt som muligt.

Da vi fik ham udenfor, kom han til bevidsthed efter lidt tid. Det første han gjorde var, at brække sig ud over mig.

Han havde ikke andre skader udover hans hoved, men det var også slemt nok. Der var en del blod oppe i håret, som rendte ned over hans ansigt og diverse små skrammer og rifter, som også lækkede blod. Jeg koncentrerede mig om at lave en hurtigt primær undersøgelse af skadeomfanget. Da han lige havde brækket sig udover mig, mistænkte jeg ham for at have fået en meget svær hjernerystelse, som det absolutte minimum og evt. kraniebrud. Men hans øjne og pupiller reagerede normalt og var ens i størrelse.

Efter et minuts tid mere blev han urolig og ville ikke ligge eller sidde ned, han ville op og gå rundt og begyndte at blive kombativ. Han begyndte at råbe, at hans hoved gjorde ondt. Og da jeg kunne se, at hele hans bevægelses apparat fungerede optimalt, altså intet brækket, så koncentrerede vi os om at holde ham i ro, så han ikke gjorde mere skade på sig selv og efter et par minutter ankom ambulancen og vi fik ham overdraget til dem, med et hurtigt referat af episoden og hans symptomer, samt vores handlinger og de tog afsted til hospitalet med ham.

Efter ambulancen var kørt, gik jeg rundt til de 3 andre, som havde været passagerer i bilen, for at høre hvordan de havde det?

Jo de var lidt rystede, men var egentligt ok. En af dem sagde til mig, at jeg nok lige skulle gå ind og blive vasket. Jeg kiggede ned af mig selv, jeg var bogstaveligt talt smurt ind fra top til tå i blod og bræk. Bukser, polo trøje, sko, arme, hoved, blod og bræk overalt. Det havde jeg overhovedet ikke skænket en tanke, men amerikanerne er så bange for kropsvæsker at de knapt nok tør kysse konen godnat når de putter sig i seng om aftenen. Så jeg gik tilbage til bygningen og vaskede alt hans blod og bræk af mig. Heldigvis havde jeg et sæt skifte tøj med i udlejningsbilen, så jeg kom hurtigt til at se civiliseret ud igen.

Vi havde en hurtig debrief bagefter med alle kursisterne, men de som virkede mest rystet, var instruktørerne…

Men i et land hvor alle sagsøger alle, så kan jeg da også forstå, at der var grund til bekymring. Som det viste sig senere, så var denne træningsulykke den direkte årsag til at H&K ITD skar alle de kurser væk fra deres kursus oversigt fremover, som ikke kun udelukkende omhandlede uddannelse på deres våben.

En anden ting med Amerikanernes og deres angst for at blive sagsøgt, som slog mig var, at alle de 20 SWAT gutter, som stod rundt om bilen, var uddannet i udviddet førstehjælp igennem deres job, først under uddannelsen til at blive politibetjent og derefter under uddannelsen til at blive en del af deres SWAT enhed, men nok af frygt for at blive sagsøgt hvis de gjorde noget forkert, stod de bare tilbage og ventede på, at der kom en, som ville tage ansvaret, så de ikke behøvede at tage det.

De personer var så åbenbart MS og jeg, da vi i Danmark har den forpligtelse, at hvis man er førstehjælps uddannet, så skal man hjælpe og kan blive sagsøgt, hvis vi ikke gør det, men ikke straffet hvis vi gør vores bedste, selvom vi måske gør noget forkert. Amerikanerne er underlige nogle gange.

Det viste sig, at han kom ind på intensiv hvor han lå i en 3 dages tid, hvorefter han blev flyttet til en almindelig stue. Han blev udskrevet efter en uge. Han havde fået et åbent kranie brud og var kommet sig uden mén og var tilbage på jobbet ved Wackenhut Security et par måneder senere, fik jeg at vide efter jeg var kommet hjem.

Ugen endte med nogle øvelser ude i byen, hvor vi eskorterede nogle folk rundt og der blev udført nogle angreb imod os, som vi så skulle reagere på. Det gik fint nok.

Efter vores uger i Lakeland, tog MS hjem og jeg fortsatte til Memphis i Tennesee, hvor jeg skulle på et kursus ved TEES. TEES stod for Tactical Explosive Entry School.